EM i kvindehåndbold i Danmark hænger nu for alvor i en tynd tråd.

Sådan lyder meldingen fra Per Bertelsen, der er formand i Dansk Håndbold Forbund.

DHF var blevet stillet i udsigt, at man torsdag ville få en endelig afklaring på, om der var grønt lys til at afvikle EM alene, efter Norge havde trukket sig som medvært.

Men her lørdag eftermiddag har man endnu ikke fået et endeligt svar. Og nu er de sidste sandkorn i timeglasset ved at rinde ud, forklarer Per Bertelsen.

Per Bertelsen.
Per Bertelsen. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Derfor har han indkaldt til et ekstraordinært bestyrelsesmøde i DHF søndag, hvor det kan ende med, at forbundet selv vælger at sige nej til at arrangere mesterskabet.

»Jeg indkalder min bestyrelse til et møde i morgen kl. 11.00, og så må vi se, hvordan vi stiller os overfor det hele. Om vi føler os nødt til at kaste håndklædet i ringen. Sådan kan det ende. Lige nu er jeg meget pessimistisk. Og jeg har svært ved at se, at vi kan få det gennemført, når vi ikke får noget svar fra kulturministeriet,« siger han og fortsætter:

»Min tro på, at EM bliver til noget, den er desværre meget udfordret lige nu. Ja, min tro på, at vi bare får et svar - positivt eller ej - fra politikerne er udfordret. Og det har vi jo ligesom brug for.«

Netop den manglende tilbagemelding fra politisk side er en kolossal skuffelse, fastslår Per Bertelsen.

»Jeg kan se, at de (Kulturministeriet, red.) siger, der er tæt samarbejde og tæt dialog med DHF. Jeg ved ikke, hvad det betyder for dem, men vi har ikke hørt fra dem siden i går (fredag, red.) formiddags kl. 9. Det er snart halvandet døgn, hvor vi intet har hørt. Det er ikke tæt dialog i min verden.«

»Vi knokler og knokler for at få det her til at ske, men vi får sgu ingen hjælp - ikke engang et svar - så vi kan navigere ud fra det. Det er enormt frustrerende,« siger DHF-formanden, som samtidig påpeger, at situationen også er uholdbar for de 16 nationer, der skal spille EM.

»Vi er jo også nødt til at tage holdene seriøst. Og alle andre aktører til EM. De skal også have mulighed for at forberede sig ordentligt på at deltage, arrangere rejse hertil osv. Og lige nu ved de ingenting. Det er jo ikke seriøst. Og der er grænser for, hvor lang tid vi kan holde dem hen.«

Så hvis du skal komme med en vurdering nu - bliver EM til noget eller ej?

»Jeg har gjort alt for at være optimistisk hele ugen, og jeg har virkelig troet på det, og vi har styr på alle vores ting, så vi kan afvikle det. Men det kræver jo, at politikerne melder sig på banen. Og det har de ikke gjort. Så lige nu min tro som sagt ved at forsvinde. Vores deadline var jo egentlig torsdag, men så rykkede vi til fredag - og alt det her er jo bare uholdbart,« lyder det fra Per Bertelsen.

EM i kvindehåndbold skal efter planen fløjtes i gang d. 3. december.