En strid mellem Dansk Håndbold Forbund, Håndbold Spiller Foreningen og firmaet Bet25 får snart sin afslutning. Sidstnævnte er anklaget for at have brugt billeder af håndboldspillere ved EM i 2014 og VM i 2015, som der ikke er givet tilladelse til.

En af dem, hvis billede er blevet brugt, er landsholdsspilleren Mikkel Hansen, fremgår det af retslisten.

Billederne er blevet brugt i en kommerciel sammenhæng, som ikke er i orden, siger Henrik M. Jacobsen, der er direktør i Dansk Håndbold Forbund.

»Vi oplever det gentagne gange i løbet af et år, at virksomheder bruger vores rettigheder til at markedsføre deres produkter eller services uden at spørge om lov. Og det er også det, der er sket her. Så skriver vi til dem, at det vil vi ikke have, og at vi forbeholder os retten til at gøre krav gældende. Den kommercielle side af håndboldforbundet er de varer, vi har på hylden. Det er noget, vi sælger til sponsorer, og hvis nogen tager det uden at spørge om lov, svarer det til at gå ned til købmanden og tage letmælken uden at spørge,« siger han.



Sagen handler i bund og grund om kommercielle rettigheder. Noget, der også har været et af de største stridspunkter i fodboldverdenen mellem DBU og Spillerforeningen.

Hos Bet25 fortæller den administrerende direktør, Holger Kristiansen, at firmaet har haft akkreditering til at tage billederne, og at hele striden handler om, hvordan billederne er blevet brugt. Bet25 har blandt andet brugt dem på håndboldsitet hbold.dk, som firmaet ejede dengang (i 2014-15)  i en artikel, hvor der i bunden var odds.

»Her kunne man for eksempel spille på, at Anders Eggert (et eksempel, red.) scorede flere mål end en anden. Så har der været et billede af Anders Eggert øverst og et odds nederst,« siger Holger Kristiansen, der understreger, at Danske Spil, Bet25 og andre sportsvæddemåls-sites er anderledes end andre firmaer, da de har licens til at lave spilleprodukter om og med spillere, hold og klubber.

Men Henrik M. Jacobsen mener stadig ikke, at det var i orden at bruge billederne.

»Artikel kan man vel ikke kalde det, når det er et bettingfirma. At de laver det, har til formål, at man vil have nogen til at spille på en given kamp, og det går ikke,« lyder det fra direktøren, der siger, at selvom billederne er købt af en fotograf, må de ikke bruges i kommercielle sammenhænge. Henrik M. Jacobsen fortæller desuden, at det er tre forskellige scenarier, der er tale om.

Udover de omdiskuterede artikler, har Bet25 delt billeder af håndboldspillere på de sociale medier. Noget, bettingfirmaet heller ikke har fået lov til, forklarer Henrik M. Jacobsen.

Ifølge Holger Kristiansen er der dog her tale om en artikel, som firmaet har delt på Facebook, hvor de har mindet folk om at se aftenens håndboldkamp. Og han argumenterer for, at det her er Facebooks regler, der gælder således, at hvis man deler noget på Facebook, som man har rettigheder til, må andre også gerne dele det.

»Hvis det skal koste noget at have et billede af Anders Eggert på vores sociale medier, hvor det omhandler nogle kampe, vil det komme til at føre en masse med sig i forhold til måden, man bruger de sociale medier på,« siger Holger Kristiansen.

Sidste punkt er, at Bet25 har haft brugt billeder af håndboldspillere kombineret med spiltips på bettingfirmaets hjemmeside. Og her erkender den administrerende direktør, at der var tale om en decideret ’menneskefejl’, og at billederne kun nåede at ligge på siden i seks timer inden en kamp.

»Vi havde aftalt ikke at gøre det. Dengang havde vi en strategi om, at man havde et billede og en lille tekst om, hvad der var interessant at spille på. Og de billeder beskar vi altid så hårdt, at man ikke kunne se, hvem det var, så vi ikke fik ballade. For billedet betyder ikke en bjælde for os og vores omsætning. Det skal bare være illustrativt, og det var små billeder på to gange tre centimeter på et spil, der måske har omsat 15.000 kroner. Vi har endda tabt på det, så det er ikke sådan, vi har taget nogle rettigheder og er blevet rige på det,« siger Holger Kristiansen.



Men det at firmaet hverken har spurgt om lov eller betalt forbundet for at bruge de enkelte billeder gør, at der nu er en sag.

»Man kan ikke tage en ret uden at få lov til at have den ret. Skulle man have den ret, skulle man have købt sponsorat eller partnerskab hos os. Så kunne man have købt sig en ret. Men det har man ikke gjort, man har valgt bare at tage retten uden at betale for den,« siger Henrik M. Jacobsen.

BT har været i kontakt med Håndbold Spiller Foreningen, der ikke ønsker at kommentere sagen, før den er afsluttet.

Taber Bet25 sagen, vil firmaet blive idømt en bøde. Der vil dog være mulighed for at anke dommen, der falder den 24. maj.