Alle mennesker har en grænse for, hvad de vil stå model til. På et tidspunkt siger man 'nok er nok'.
Det punkt var Per Bertelsen, formand i Dansk Håndbold Forbund, meget tæt på at nå i forbindelse med den tumultariske sag om nedlukningen af håndboldsæsonen.
I løbet af de to måneder, som forløbet varede, er Per Bertelsen blevet udsat for en række meget personlige tilsvininger, som fik ham til at overveje at stoppe i jobbet.
Det afslører han nu over for B.T.
»Jeg er blevet svinet til, og det har simpelthen været så modbydeligt. Hvad jeg ikke er blevet kaldt på sociale medier og i mails. Af mennesker, som jeg aldrig har mødt. Mennesker, som jeg aldrig har kendt. Så kan en eller anden knallert sidde der og sprede den slags ud over det hele – helt gratis,« siger Bertelsen og fortsætter:
»Det er fuldstændig omkostningsfrit at kalde mig 'tykke svin' og skrive 'du er kraftedeme også en stor idiot', 'han skulle have været sparket ud af det job for længst' – den slags. Jeg synes, det var ondskab. Det endte med at gå på mig personligt i stedet for på sagen.«
»Så jeg har haft et par gange undervejs, hvor jeg var ved at slå op i banen. Det må jeg indrømme. Jeg er blevet hængt ud og kaldt de værste ting. Det har fandeme været hårdt. Og det gør jo, at man tænker over, om det nu også er det her, man skal bruge hele sit liv på,« siger 62-årige Per Bertelsen.
Samme overvejelser har familien gjort på hans vegne, forklarer Per Bertelsen. Særligt hans børn har opfordret ham til at genoverveje sit formandskab.
»Da jeg fik de første hårde smæk på sociale medier, så valgte jeg selv at lade være med at følge med der. Men mine børn har jo blandt andet set de der ting. Og de har da også ringet til mig og sagt: 'Er det virkelig det værd, far? At man bliver kaldt de værste ting?',« siger Bertelsen, der ikke har meget tilovers for de mennesker, der står bag tilsviningerne af ham.
»Det er jo ikke sådan, der er nogen, der skriver 'med venlig hilsen' og så deres rigtige navn, adresse og telefonnummer. Det hele er anonymt. Men du får satanedeme godt nok ren besked, skal jeg love for. Uanset hvor hård og barsk du er, så er det sådan noget, der går under huden på dig. Det er det sgu.«
Den erfarne formand lægger da heller ikke skjul på, at de seneste måneder er de hårdeste, han har haft i sit lange håndboldliv.
Ud over de anonyme personangreb har Per Bertelsen også følt sig under beskydning fra de traditionelle medier samt de tre klubber – Nordsjælland, EH Aalborg og Odder – som har nægtet at acceptere skrivebordsnedrykningen, der tilbage i april blev besluttet af DHFs prof-udvalg, hvor Bertelsen også er formand.
I sidste uge fik sagen dog endegyldigt et punktum, da Danmarks Idrætsforbund som øverste instans blåstemplede nedrykningen.
Det ændrer imidlertid ikke på, at Håndbolddanmark har været igennem et uskønt sagsforløb fyldt med mudderkastning og juridisk armlægning. Og Per Bertelsen har undervejs følt sig som den primære skydeskive, hvilket undrer ham.
»Vi har et prof-udvalg, som består af tre medlemmer fra DHF og tre fra Divisionsforeningen, og alle skal være enige, før vi kan beslutte noget. Og det var vi i den her sag. Så endte lorten alligevel på mit bord, kan man sige. Det var mig og DHF, der blev hængt ud af de tre klubber og medierne, og de sociale medier udskreg mig som skurken med alle de her modbydelige ord.«
»Jeg ved godt, det er mig, der sidder for bordenden, så selvfølgelig er det mig, der skal tage tæskene. Men jeg synes sgu, at alt det her… Der var i hvert fald nogle, der gik over stregen.«
Per Bertelsen understreger, at han ikke vil 'pibe' over forløbet, og han ved, at der ikke er plads til at være tyndhudet med et højprofileret formandsjob i DHF.
Sådan opfatter han heller ikke sig selv, men han mener, det er på sin plads at råbe op, når tingene bliver for personlige. Og efter en menneskealder i DHF's politiske system – heraf ni år som formand – har Bertelsen ikke oplevet noget lignende det, han netop har været igennem.
»Jeg er ikke nogen tøsedreng. Jeg har været med i det her game så længe, at jeg ved godt, det er øretævernes holdeplads. Jeg har været med tilbage til den tid, hvor du ikke kunne åbne en avis, uden DHF blev hængt ud for både det ene og det andet.«
»Men den her gang, der synes jeg ikke, det var sjovt, det må jeg indrømme. Det er ikke, fordi det skal være sjovt hver gang, det er det ved Gud heller ikke, men jeg har ikke haft det sådan tidligere, som jeg har haft det den her gang. Det er det værste, jeg har prøvet i min tid som formand. Man overvejer sgu tingene, når sådan noget her sker; om det er det hele værd.«
Hvad er så grunden til, at du vælger at fortsætte alligevel?
»Det er, fordi jeg elsker den sport over alt på jorden. Det er derfor, jeg ikke siger, at så kunne jeg blive halinspektør igen eller gå ind i logistik og spedition, som jeg også har været tidligere. Jeg er privilegeret, for det er meget få forundt at arbejde fuldtid med deres store interesse. Men derfor har det stadig været en modbydelig omgang, det her. Nu har jeg fået det hele lidt på afstand, og så må vi bare håbe, vi ikke får sådan en sag igen og se fremad i stedet.«
Hele sagen om sæsonnedlukningen har jo været temmelig uskøn. Er der noget, du fortryder i din egen håndtering og gerne ville have gjort anderledes?
»Nej, egentlig ikke. Vi har fra starten rådført os med jurister, og det har vi gjort hele vejen, og ingen har frarådet os at gøre de ting, vi har gjort. Der er selvfølgelig altid nuancer, men i overordnede træk ville jeg have gjort det samme, hvis jeg stod i samme situation igen.«
