Ulrik Wilbek må stoppe som sportschef i Dansk Håndbold Forbund, hvis han bliver borgmester i Viborg.

København: Dansk Håndbold Forbund (DHF) risikerer til næste år at miste sin nuværende sportschef, Ulrik Wilbek.

Den tidligere landstræner er i spil som spidskandidat for Venstre til næste års kommunalvalg i Viborg Kommune. I kraft af sin store popularitet kan 57-årige Wilbek meget vel ende som borgmester.

Generalsekretær i DHF, Morten Stig Christensen, erkender, at forbundet måske snart mister en kapacitet.

- Han har en stor interesse for politik, og han har tidligere siddet i byrådet. Han har en lyst til at gøre en forskel for sin by.

- Jeg kan se på ham, at det er fristende, og det kan gå hen og blive hans sidste store projekt i arbejdslivet, siger Morten Stig Christensen.

- Jeg kan også godt forstå det fra Venstres side, at man er interesseret i en stærk personlighed og kommunikator, der har mange ting på hjerte. Ikke bare om håndbold, men om andre ting.

Generalsekretæren vil nu tage en snak med sportschefen for at sikre sig, at han kan gøre brug af Wilbek frem til en gang i 2017.

- Ulrik er vigtig for dansk håndbold, og jeg vil gerne bruge Ulrik 100 procent så langt, som vi kan.

- Jeg vil gerne suge alt, hvad jeg kan, ud ham, indtil han måske ender i en borgmester-stilling.

- Bliver han borgmester, så fortsætter han ikke som sportschef. Det er vel det eneste, jeg kan sige, som er sikkert, siger Morten Stig Christensen.

Han mener, at dansk håndbold råder over mange potentielle kandidater, hvis rollen som sportschef skal udfyldes i 2017.

- Vi har ikke en anden Wilbek, men jeg kan sagtens få øje på andre meget dygtige folk, som vil passe ind i en stilling som sportschef. Så det bekymrer mig ikke, hvis vi skal ud at finde en ny, siger Morten Stig Christensen.

/ritzau/