Dank Håndbold Forbunds nye sportschef, Morten Henriksen, havnede torsdag i regulær modvind i flere danske medier i kølvandet på et interview med JydskeVestkysten

Her udtaler sportschefen følgende, da emnet går på forkert fokus i landsholdstruppen:

»Det handler også om, at visse medier skal have en pokkers masser kliks på nettet og udfylde en masse sendetid. Så hvis jeg kunne forbyde adgang til medier, ville jeg gerne gøre det. Min bedste anbefaling til alle omkring det hold ville være, at de skulle lukke ned for medierne, når de kom til et mesterskab. I Danmark har vi den kritiske tilgang, og man må i hvert fald sige, at janteloven lever. Vi finder hullerne i osten i stedet for selve osten.«

Udtalelsen om forbud har fået flere danske medier op i det røde felt. Blandt andet BTs sportschef, Morten Crone Sejersbøl til at skrive denne klumme, hvor han kritiserer DHF-bossens udtalelser.

Men Morten Henriksen mener, at der er tale om misforståelse, der har udviklet sig til en stor storm i et glas vand.

»Jeg må indrømme, at jeg smiler lidt over den drejning, det her har taget. Det er helt komisk,« siger DHF-sportschefen til BT torsdag aften.

»Han (JydskeVestkysten-journalisten, red) var i sine spørgsmål lidt efter det faktum, at vi har fokuseret meget på dårlig mad og de alt for mange kampe og sådanne nogle ting, der flytter fokus fra håndbolden. Jeg bliver spurgt, om det ikke er en taberkultur. Jeg svarer, at det ikke forholder sig sådan, og at vi har nogle fantastisk fokuserede spillere. Så går vi videre til at tale om mediernes fokus, og her roser jeg jer faktisk for den store opbakning damehåndbold. Men jeg pointerer , at medier selvfølgelig også skriver negative historier, og det er her, jeg siger, at jeg gerne så, at spillere og ledere lukkede helt ned for de historier og lod være med at læse dem. Det har aldrig været min hensigt at lukke ned for interviews og sådan – det er jo det, vi lever af. Jeg har bare en filosofi om, at man som spiller bliver påvirket af at læse noget negativt om én selv.  Jeg vil ikke lukke ned for jer. Det er en misforståelse. Jeg forstår godt, at der skal laves masser af tv og masser af artikler til hr. og fru Danmark.«

Så det er altså et forbud til spillerne?

»Der er slet ikke nogle forbud. Vi arbejder med, at spillere og ledere gør lige nøjagtigt, hvad de vil. Men jeg kunne bare se en fordel i, at spillerne skærmede sig lidt af i forhold til at læse og se alle historierne. Jeg står slet ikke for forbud – tværtimod. De medier, der kender mig lidt bedre, ved godt, at det slet ikke er sådan, jeg er. Og det er også derfor, at jeg ikke kan lade være med at grine, selv om jeg godt kan høre, at min kommunikationsafdeling ikke synes, der er noget at grine af.«

Er du fejlciteret?

»Jeg ringede tidligere til Chris (JV-journalisten, red.) for at høre, hvordan han forstod det. Og han forstod godt, hvad jeg mente.«

Kan du forstå, at dine udtalelser kunne misforståes?

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at det her bekræfter nogle af mine pointer. Det bekræfter, at tingene vildt hurtigt kan få en drejning, som er helt komisk. Der er ikke nogen, der ringer til mig for at spørge, hvad jeg egentlig mener. Man konkluderer bare noget ud fra et citat i en avis. Man ved gud-hjælpe-mig ikke engang, om jeg er citeret korrekt. Nu må du ikke forstå det som en kritik, men Chris hiver ét citat ud af en lang artikel og putter den op i overskriften. Og jeg kan se, at det kan tolkes, som om jeg er skeptisk. Men sådan havde jeg slet ikke tænkt over det. Jeg får så i dag stukket en klumme fra Ekstra Bladet i hovedet, som er stukket helt af. Og hvis jeg lod mig gå på af sådan noget, ville jeg blive deprimeret og irriteret. Og hvis jeg var spiller, ville det da gå ud over min performance. Og det er derfor, jeg opfordrer spillerne til ikke at læse de negative artikler, for nogle gange tager tingene bare en drejning vildt hurtigt.«

Er det også det, du mener, når du i artiklen siger, at 'i Danmark har vi den kritiske tilgang, og man må i hvert fald sige, at janteloven lever. Vi finder hullerne i osten i stedet for selve osten'?

»I bringer også de gode historier. Men hvis man kigger lidt på dækningen, så synes jeg, at I er gode til at finde huller i osten her i Danmark. Og det er der måske også lidt af i den her situation. Men det bliver endnu værre, når tingene, der ikke er sande, får lov at løbe af sporet.«

Ting, der ikke er sande?

»Det er jo ikke sandt, at jeg ville lukke ned for medier. Det er jo en misfortolkning af en artikel. Det er lidt sådan ’falske nyheder’. Der kommer aldrig et forbud. I skal satme være nogle idioter, hvis det skal komme dertil.«

Skriver vi for meget om eksempelvis sagen med den dårlige hotelmad?

»Det er vores egen skyld, hvis den gør det. Det er noget, vi selv har bragt op, så det kan vi ikke tillade os at klandre jer for.«

»Men bliver der lavet for meget tv og skrevet for mange artikler om dette landshold?«

»Nej, det er bare super fedt, at der er den dækning. Her må man for Guds skyld ikke misforstå mig. Der bliver jo kun skrevet så meget, fordi der er nogle seere, lyttere og læsere, der interesserer sig for holdet. Men når der er så massiv en dækning, er der naturligvis også negative historier.«

Synes du, at massiv pressedækning er en stor gevinst for dansk håndbold

»Ja.«