Det bedste danske landshold nogensinde?
Det kan meget vel være tilfældet for de danske håndboldherrer, der i januar skal forsøge at vinde EM i Ungarn og Slovakiet.
Danmark kommer til EM med som dobbelte verdensmestre og OL-sølvvindere, mens spillet har været mere og mere imponerende de senere år.
Det giver sig også til udtryk hos bettingselskaberne, hvor danskerne er tårnhøje favoritter. Og vi skal helt tilbage til Frankrigs storhedstid, hvor 'Les Experts' dominerede verdenstoppen, for at finde en lige så stor favorit.

Der er da også en markant tro på egne evner blandt de danske stjerner, der gerne taler med om, at det danske landshold er et af de bedste nogensinde – hvis ikke det bedste.
»Vi synes også selv, vi har et fantastisk hold, og hvis vi kan undgå corona og skader, så er det næsten et af de bedste landshold, jeg har spillet på, med de spillere, vi har til rådighed nu,« lyder det fra målmand Niklas Landin.
Næsten et af de bedste?
»Hvis ikke det er det bedste. Det kommer spillet til EM til at afgøre,« siger han.
Til EM er Rasmus Lauge tilbage i truppen efter et længere fravær på grund af skader, og det er i sig selv en markant forstærkning af det danske topniveau.
Lauge selv køber da også præmissen om landsholdets evner.
»Jeg føler aldrig, jeg har spillet på et landshold med så mange strenge at spille på. Det hold, der kan sætte en kæp i hjulpet på os, er os selv. Og det er også en svær ting mentalt at gå rundt med. Det tror jeg, vi alle sammen ved. Det at være favoritter på den her måde er det sværeste, der findes. Det er noget, mange af os er vant til fra klubholdet, men når man trækker den rød-hvide trøje over hovedet, er det ekstra specielt. Det er det, hvor man kan sige den helt store udfordring,« siger Lauge.
Han tager gerne forventningerne på de danske skuldre.
»Jeg synes jo ikke, at det er hverken arrogant eller noget andet at sige sådan. Jeg føler, vi har et godt hold. Der er ingen grund til at tale det ned. Hvis vi taler det ned, så er der nok andre, der nok skal tale os op. Hvor vil vi helst have, at presset kommer fra? Os selv eller omverdenen? Vi kan bedst lide at have fokus på os selv. Så er vi egentlig ligeglade med, hvad alle andre siger.«
Kometen Mathias Gidsel peger på netop Lauge som en af årsagerne til, at niveauet på landsholdet får et ekstra lag.
Og så er Danmark altså svære at slå, mener han.
»Du tager et hold, der har vundet VM-guld og været i OL-finalen, og tilføjer Rasmus Lauge, som er en af verdens bedste playmakere. Det skader ingen. Vi er dér igen, hvor vi ikke kan løbe fra, at vi er favoritter,« siger han og fortsætter:
»Det fedeste er, at vi stadig er der, at hvis vi giver alt og kæmper hundrede procent, så er der ingen, der kan slå os. Måske kun Frankrig. Når vi rammer det bedste, er det fantastisk at vide, at vi vinder. Vi ved, vi er svære at slå. Vi er nok det hold med krydset på ryggen, alle gerne vil slå. Vi skal stadig være der 100 procent. Det kræver dét.«
Mikkel Hansen stemmer i.
»Vi har mange dygtige spillere. Det er et spændende hold, som kan spille på mange forskellige måder. Det er en kvalitet i sig selv. Det håber vi, at vi kan vise. At vi er et godt hold, og at vi også kan stå for det pres, der er, når man har den kvalitet på holdet, som vi har,« siger han.
Og selvom EM for to år siden i Sverige stadig spøger, hvor Danmark røg ud med et brag allerede i gruppespillet, er der ingen grund til ikke at tro på, at Danmark kan stå med guldet om halsen om få uger, lyder det fra Lasse Svan, der spiller sin sidste slutrunde.
»Det ville være at lyve at sige, vi ikke er blandt favoritterne, når man kigger på holdet og vores cv. Vi er virkelig dygtige, men som vi så for to år siden, skal vi kende vores besøgelsestid. Det har vi vist de seneste år, at vi gør. Når vi gør det og spiller med den kvalitet, vi har, bliver vi utroligt svære at slå,« slutter veteranen.
Første kamp til EM er i torsdag aften mod Montenegro.