Det danske stortalent Emil Jakobsen skifter til Flensburg-Handewitt.

Aftalen træder i kraft til sommer, hvor landsholdsspilleren skifter GOG ud med det tyske storhold. Den 22-årige fløjspiller har underskrevet en treårig kontrakt.

»Flensburg har altid været den klub, jeg allerhelst gerne ville til, og det har været drøm at komme til. Så det er bestemt en drengedrøm, der går i opfyldelse nu,« fortæller han til TV 2 Sport.

Den danske hånboldlegende Lars Christiansen er i øvrigt sportschef i Flensburg-Handewitt, og han har enorme forventninger til Emil Jakobsen i de kommende år.

Emil Jakobsen i aktion med GOG.
Emil Jakobsen i aktion med GOG. Henning Bagger

»I min optik kan Emil blive verdens bedste, Han har alle forudsætningerne for det og har det, der skal til. Så det er målet,« siger han også til TV 2 Sport.

Venstrefløjen, som fik sin landsholdsdebut i april 2019, har udnyttet en klausul i sin kontrakt med GOG, der gør, at han altså kan forlade klubben i sommeren 2021. Det er ellers et år før, at hans kontrakt officielt udløber.

Til gengæld modtager GOG en overgangssum for at lade kometen flyve afsted allerede i 2021.

Emil Jakobsen er i øvrigt kæreste med en anden håndboldstjerne. Han danner nemlig par med Helena Elver, der desværre så sine EM-drømme med landsholdet brast, da hun fik overrevet sit korsbånd kort før den igangværende slutrunde.

Det kan du læse mere om her.