To bliver til tre.

Den dobbelte VM-guldvinder Jacob Holm vandt sammen med de danske håndboldherrer prisen for 'Årets Sportsnavn' ved Sports Galla lørdag.

Men det er ikke den eneste store begivenhed den 28-årige landsholdsspiller kan se frem til i 2024. 

Jacob Holms kæreste, Laura Kirchhoff Madsen, har nemlig delt et billede på sin Instagram, som kan ses herunder, der afslører, at parret skal være forældre i det nye år. 

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Sidste år var stort. Næste år bliver plus én,« skriver hun på Instagram.

Parret bor i øjeblikket i Paris, hvor Jacob Holm tørner ud for byens hold, Paris Saint-Germain, efter han skiftede dertil i sommer fra Füchse Berlin. 

Jacob Holm har været udtaget til de seneste fire slutrunder og har spillet 51 landskampe undervejs. Men har i høj grad været brugt i en backup-rolle på landsholdet.

I denne omgang er playmakeren dog ikke udtaget til Nicolaj Jacobsens trup til EM i Tyskland, som Danmark skyder i gang mod Tjekkiet 11. januar.