Én mere til gemmeren.

Sådan har den seneste uges landsholdssamling formentlig været for mange af de danske håndboldherrer, der i denne uge har spillet Golden League.

Men for Skjern-målmanden Christoffer Bonde har det været noget helt særligt.

For første gang nogensinde er han blevet udtaget til landsholdet, og søndag sætter så punktum for en uge, som ifølge ham selv har været »helt ubeskrivelig«.

Sådan lyder det, da B.T. fanger ham efter sejren over Holland.

»Det er første gang, jeg er med her. Så jeg har virkelig prøvet bare at give den alt, hvad jeg har, og prøve at suge alt til mig. Det har været en oplevelse for livet og kæmpestort for mig,« siger Bonde og tilføjer:

Christoffer Bonde gjorde sig særlig bemærket i sin debutkamp mod Norge. 
Christoffer Bonde gjorde sig særlig bemærket i sin debutkamp mod Norge.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Det er det bedste hold, der overhovedet er i hele håndboldverdenen. Så at få lov til at træne og være med til nogle kampe og være en del af gruppen, det er bare virkelig fedt.«

Allerede torsdag gjorde målmanden sig bemærket, da han spillede en brandkamp i sin debut mod Norge.

Og det var tydeligt, at han havde sat sine spor hos de danske fans.

For søndag blev han skiftet ind i de sidste minutter – og det udløste massiv jubel på tribunerne.

De danske fans kunne heller ikke få armene ned, da Bonde søndag blev indskiftet mod Holland. 
De danske fans kunne heller ikke få armene ned, da Bonde søndag blev indskiftet mod Holland.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Det er jeg da utrolig glad og taknemmelig for. Jeg håber bare, at jeg kan få lov at give det igen på en eller anden måde. Jeg synes, at de danske fans har hjulpet mig og været rigtig søde ved mig i de her tre kampe. Og det er jeg vildt stolt og taknemmelig over.«

Nu vender spillerne retur til klubberne, selvom Bonde erkender, at han godt kunne tage nogle flere dage med Håndboldherrerne.

Alligevel glæder han sig til at komme tilbage. 

»Det er jo det, jeg skal, for det er det, jeg får løn for. Mit arbejde er i Skjern, så jeg glæder mig også helt vildt til at komme tilbage til mine holdkammerater og prøve at bidrage positivt der også.«