Én særlig sætning fra datteren fik tankerne i gang hos Jesper Nøddesbo.
For selv om den danske håndboldstjerne for længst havde lagt karrieren på hylden, var alt stadig ikke helt, som det burde være.
I hvert fald ikke ifølge hans yngste datter, Luna.
På trods af, at den mangeårige landsholdsstregs karriere var slut, havde han dog ikke ligefrem fået mere tid til familien. Tværtimod.
Et nyt job og en masse andre projekter stjal nemlig så meget af danskerens tid, at datteren en dag gjorde ham opmærksomhed på et løfte, han ellers kom med i sommeren 2021, da han stoppede karrieren.
Det fortæller han i podcasten 'The Spin: We talk handball'.
»Min datter kiggede mig i øjnene og sagde: 'Far, du sagde, at du ville være mere hjemme. Men du lyver!',« lyder det fra Jesper Nøddesbo, inden han uddyber:
»Det var jo lidt en øjenåbner, og efter det forsøgte jeg at gøre tingene en smule anderledes.«
Jesper Nøddesbo stoppede i 2021 sin imponerende karriere. Inden da havde han nået at spille for Team Tvis Holstebro, KIF Kolding, FC Barcelona og Bjerringbro-Silkeborg.
Han har ligeledes spillet hele 223 kampe for det danske landshold.
I dag er han 42 år og arbejder blandt andet som coach og rådgiver inden for sport og erhvervslivet.