Den tabte bronzemedalje mod Kroatien ved EM i 2020 gjorde ondt på de danske spillere. Rigtig ondt.

Og lørdag står det danske kvindehåndboldlandshold igen over for det mandskab, der slog deres drømme itu for to år siden.

Men selvom det efterfølgende blev til en bronzemedalje ved VM i 2021, har de danske spillere ikke glemt kampen mod Kroatien.

»Av. Det er selvfølgelig en kamp, vi kigger tilbage på og er virkelig trætte af. Jeg husker tydeligt den kæmpe skuffelse over, at vi var så tæt på at få en medalje efter mange års tørke, og så at vi på den måde smider det hele ved at kokse fuldstændig i den bronzekamp. Det var en ekstremt stor skuffelse, og det tog mange dage at komme over,« siger Mette Tranborg.

Triste miner på den danske bænk.
Triste miner på den danske bænk. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Trods det danske kvindehåndboldlandshold ikke havde vundet en medalje i syv år, da de glippede bronzemedaljen i 2020, var de stadig favoritter i opgøret, og lørdag vil de vise hvorfor.

»Der er kæmpe revanche. Jeg kan mærke lysten til at bevise over for os selv, at vi er bedre end Kroatien. Fuld respekt for dem, de er et godt hold og har gjort det godt i denne her turnering, men jeg synes stadig, vi skal slå dem,« siger Tranborg og bakkes op af landsholdskollegaen Mie Højlund:

»Jeg tænker 100 procent revanche. Det var en kamp, der gjorde av, og som gør, man er endnu mere fokuseret på revanche. Jeg tror, vi lidt har fundet ud af, Kroatien tror, det bliver en nem sejr over os. Det skal det bare på ingen måde have lov til at blive. De fik en medalje mod os, og den gjorde virkelig ondt at miste. Derfor er vi endnu mere klar på, at de skal ikke vinde den kamp,« siger hun.

Også Kathrine Heindahl er klar på at give kroaterne tilbage af samme skuffe og anerkender, at lørdagens kamp bliver altafgørende for, hvorvidt drømmen om medaljer kan leve videre ved slutrunden.

Kathrine Heindahl trøster Sandra Toft efter nederlaget til Kroatien i 2020.
Kathrine Heindahl trøster Sandra Toft efter nederlaget til Kroatien i 2020. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Samtidig tror hun på, at den tabte bronzemedalje kan være med til at give spillerne noget ekstra ild i øjnene.

»Jeg tror, at det kan putte lidt benzin på bålet, og at der forhåbentlig er ekstra tænding på i morgen, fordi det er et hold, vi gerne vil vise, at vi kan slå. Og det skal være tydeligt i morgen (lørdag, red.), at vores drøm om semifinale stadig lever.«

Husk, du kan følge danskernes kamp om revanche live lige her på bt.dk.

Kampen spilles lørdag klokken 18.