Tirsdag aften skulle danskerklubben SG Flensburg-Handewitt i aktion i European League.
Selvom det blev til en sejr over franske Montpellier, var det alt andet end resultatet, der fyldte for den tyske klub.
For inden kampstart mistede en person livet, oplyser klubbens administrerende direktør, Holger Glandorf, på Facebook.
Dog uden at bekræfte, at der er tale om en tilskuer.
»Det er med stor sorg, at vi må meddele, at der opstod en medicinsk nødsituation under vores EHF-hjemmekamp mod Montpellier. Desværre var alle de iværksatte foranstaltninger uden succes.
»I disse svære timer er vores tanker hos den afdødes familie og venner. Håndbold og alt andet sportsligt træder i dag i baggrunden.«
På sin hjemmeside skriver SG Flensburg-Handewitt, at kampen blev afviklet anderledes grundet den tragiske situation.
Derfor var der hverken musik eller den klassiske spillerpræsentation inden kampen.
Den tyske klub vandt 40-35. Danske Niclas Kirkeløkke, Simon Pytlick og Lasse Møller scorede henholdsvis otte, syv og tre mål.
