Da Michala Møller mandag aften så Holland og Frankrig brage sammen i den VM-kamp, der skulle afgøre, hvem Danmarks kvartfinalemodstander ville blive, blev hun overrasket.
- Franskmændene var favoritter, og jeg havde nok også gættet på, at de ville vinde, siger Team Esbjerg-spilleren.
Men sådan blev det altså ikke. Med massiv opbakning fra næsten 9000 ellevilde fans i Rotterdam vandt hollænderne og henviste Frankrig til andenpladsen i mellemrunden.
- Holland gjorde det megagodt. De var godt forberedt og havde styr på Frankrigs stregspillere, som de spiller helt vildt meget på. Så set over hele kampen var det en fortjent sejr til Holland, siger Michala Møller.
Med sejren til Holland kunne Michala Møller begynde at forberede sig på at møde Frankrig, som for to år siden løftede VM-trofæet i Herning.
Siden dengang er der sket flere udskiftninger på holdet. Blandt andet er to af de tre, der var på all star-holdet for to år siden, ude på grund af familieforøgelse. Og den tredje er skadet og heller ikke med.
Men Michala Møller lader sig ikke snyde. Ifølge hende er der meget mere i det franske hold, end kampen mod Holland gav udtryk for.
- Jeg forventer, at de skruer op. Det er et mesterskabshold, som altid bliver bedre og bedre og kommer med alt, hvad de har. Så det er vi også nødt til, siger Michala Møller.
Nogenlunde samme konklusion kom Anna Kristensen frem til. For hende betød det ikke alverden, om kvartfinalemodstanderen blev Holland eller Frankrig.
- Vi vidste godt, at vi ville komme til at møde en god modstander uanset hvad. Vi skal møde et rigtig, rigtig godt hold, som i den grad fortjener at stå i semifinalen - ligesom os selv.
- Jeg synes, det er meget fifty-fifty, så det bliver en kamp på marginalerne, siger Anna Kristensen.
Danmark og Frankrig mødes klokken 21.00 onsdag aften.
/ritzau/
