
Niclas Kirkeløkke har truffet en stor beslutning.
Den danske landsholdsspiller vender hjem til Danmark fra sommeren 2027, hvor han skal tørne ud for Fredericia efter otte år i udlandet.
Danskeren kommer dog ikke til at bo alene.
For han flytter nemlig sammen med sin kæreste, Marie Hobitz, der er radiovært på P3.
Det kommer dog ikke til at blive i København, at parret slår sig ned.
Det fortæller Flensburg-stjernen i et interview med B.T.

»Vi flytter til Aarhus, for DR har også en afdeling dér. Der er for langt fra København i forhold til at pendle. Også af respekt for mig selv og Fredericia. Det ville blive noget halvt noget, hvis jeg skulle pendle,« lyder det.
Siden sommeren 2019 har Kirkeløkke boet i Tyskland, hvor busturene er lange. Og antallet af rejsedage er mange.
Derfor var det da heller ikke en svær beslutning, da den jyske traditionsklub meldte sig på banen:
»På det tidspunkt vil jeg have været ude i otte år. Og jeg kan mærke, at dér vil jeg godt hjem og have en mere rolig hverdag, hvor jeg ikke er væk tre dage om ugen. Jeg vil gerne sove i min egen seng lidt mere.«
»Og så er det et virkelig fedt projekt i Fredericia. De har ambitioner om at være med helt i toppen. De vandt sølv for ikke så længe siden, og klubben har også været med i Champions League. Hele setuppet virker meget professionelt, og jeg kan virkelig se mig selv i det. Og når sådanne tilbud kommer, så er det svært at sige nej,« forklarer han videre.
Efter så mange år i udlandet er savnet til kæreste, familie og venner desuden ved at have bygget sig en smule op, erkender landsholdsspilleren:
»Jeg er jo meget væk. Og nu får jeg mere tid til at se min kæreste og familie. Og jeg får mere overskud til at se mine venner. For når jeg endelig er hjemme, så skal jeg slappe helt af. Og det kan godt være svært nogle gange.«
Danmark åbner fredag aften EM, når Nordmakedonien venter i Boxen i Herning.
Du kan følge kampen live på bt.dk. fra klokken 20.30.
