»Vi kunne godt mærke det fra start. Vi kunne mærke det allerede på opvarmningen.«

Sådan sagde Jesper Jensen efter den snævre sejr over Ungarn. En kamp, der på papiret måske var til at arbejde med, men Danmark var i problemer særligt i anden halvleg.

De måtte jagte, og det var først til sidst, det lykkedes at hive den vitale sejr hjem på 29-27.

Og noget var ikke helt, som det skulle være. Det kunne de mærke i den danske lejr, allerede inden kampen gik i gang.

Mie Højlund og Rikke Iversen efter EM kvindehåndboldkampen i mellemrunden imellem Danmark og Ungarn i Ljubljana, Slovenien, torsdag den 10. november 2022.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Mie Højlund og Rikke Iversen efter EM kvindehåndboldkampen i mellemrunden imellem Danmark og Ungarn i Ljubljana, Slovenien, torsdag den 10. november 2022.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er sådan, det er til slutrunder ind i mellem. Man kommer ind og har bly i benene. Det er ikke noget, man bare kan fjerne i løbet af en kamp,« sagde Jesper Jensen, der forklarede, at flere havde tunge ben, nogle havde måske spist for lidt, og så sad onsdagens rejsedag måske mere i kroppen, end de var bevidste om.

Samme følelse havde Mie Højlund. Der var noget 'galt', da danskerne gik på banen.

Det blev en fightersejr, for 'det var ikke kønt', som hun klart formulerede det efter opgøret, der bølgede frem og tilbage.

Ved pausen førte Danmark med to mål, men de blev indhentet af Ungarn, der også bragte sig foran.

»Det er lidt mærkeligt. Vi kan nærmest mærke fra kampens start, at vi mangler intensitet. Vi mangler at få delt nogle tæsk ud. Vi spiller os til flotte chancer og får ikke rigtig scoret på dem. Derfor bliver det svært for os i anden halvleg. Der kommer vi også skidt fra start, jeg brænder nogle stykker, de brænder nogle stykker, der gør, de kommer på plus to,« sagde hun om den intense afslutning.

Her endte det alligevel med, at Danmark hev sejren hjem til allersidst. Og det var i den forbindelse, både hun og landstræneren brugte samme ord. Igen og igen.

»Der synes jeg, vi som hold viser karakter. At vi ikke falder igennem og lader dem hive sejren hjem. Vi får hevet op i os selv og indhenter dem til sidst,« sagde Mie Højlund.

Jesper Jensen erkendte, at hans puls gik meget op og ned men heldigvis endte det roligt. Og selvom det bestemt ikke flød på banen, var han tilfreds med den måde, holdet kom igen på. For også han erkendte, at det ikke ligefrem var flot håndbold.

»Det kræver rigtig meget af ens karakter, for når ens krop ikke lystrer og reagerer så hurtigt, som den plejer, så er det nemmeste at slå lidt op i banen og håbe andre klarer det. Det synes jeg ikke, dem der var derinde gjorde. Så skal vi selvfølgelig passe godt på dem. Jeg synes, den karakter der blev vist de sidste syv-otte minutter af kampen, skal vi lige kigge på. Det redder to point,« sagde landstræneren.

»Det er mange, der blev ramt i dag. Det at man står og SKAL vinde, man får ikke lige slået hullet, vi laver et par småfejl i første halvleg, der gør, vi ikke fører med tre eller fire ved pausen... Den mindede lidt om Slovenien-kampen og så alligevel får vi trukket det tilbage til sidst. Jeg er meget stolt af den karakter, vi viser, og så er der nogle spillemæssige og fysiske ting, vi skal gøre bedre til næste kamp,« lød det fra Jesper Jensen.