Det var det - den sidste kamp som dansk landstræner.

Men selv om Ulrik Wilbek fra i dag er sportschef i DHF, så kan han se tilbage på en karriere, der har budt på et hav af triumfer. Og triumferne giver genlyd i den danske sportsverden.

Her hylder nogle af de største danske sportsnavne den afgående chef.


Michael Laudrup, fodbold-ikon
:
- Jeg kender ham ikke personligt, så derfor kan jeg ikke give dig et enkelt citat. Jeg kunne selvfølgelig sige, han er 'imponerende' eller 'enestående' eller 'fantastisk' eller noget andet, der ligner. Men der er bare et problem, og her må du og en masse af dine kollegaer i medieverdenen altså tage jeres del af ansvaret: Disse ord bliver i dag brugt i flæng. En film kan være rigtig god. Uden at være enestående. Det samme kan siges om en god restaurant. Om en fodboldspiller. Om en håndboldspiller. Om en journalist. Hvad har dette med Ulrik Wilbek at gøre? Meget simpelt. Såfremt det gode eller det udmærkede bliver gjort til enestående eller fantastisk - eller hvis en god sæson eller en god slutrunde er lig med verdensklasse - hvordan skal vi så kategorisere det virkeligt enestående? Men det er jo dig, der spørger mig og ikke omvendt, så jeg må finde et bud på, hvad jeg vil sige om Ulrik Wilbek: Så vil jeg sige, at den største cadeau, man kan give ham, er, at han fra søndag aften blev den mand, som alle håndboldtrænere i fremtiden vil blive sammenlignet med.


Tom Kristensen, racerkører og vinder af Le Mans ni gange

- For mig har Ulrik vist, at passion, kontinuitet og teamwork kan skabe fantastiske resultater – uanset køn og uanset udgangspunkt. Jeg tror på, at det er et aftryk, som man i dag også er blevet bevidst om i dansk idræt generelt, ikke mindst på grund af Ulrik. Jeg er inspireret af teamwork, respekt og gode beslutninger, som jeg ved, at Ulrik også vægter enormt højt. I min sport, som jeg forestiller mig, at Ulrik ikke kender, og i mit miljø hos mit team er ”teamwork works” blevet et mantra, vi arbejder efter. Den måde, Ulrik også har opbygget en kultur, hvor man tror på hinanden, motiverer hinanden, og hvor man tror på sig selv, er klart et element, der inspirerer mig.


Poul-Erik Høyer, tidligere OL-guldvinder i badminton

- Jeg vil karakterisere ham som Danmarks bedste træner. Han har udviklet trænerembedet med nogle helt nye coaching-filosofier, og han har oven i købet delt det med alle gennem sine bøger. Han er komplet, men kan selvfølgelig blive bedre. Det kan vi alle. Og skulle jeg stille ham et spørgsmål var det dette: Hvor mener han selv, at han kan blive bedre? Han har forandret trænergerningen ved at definere spillerne på en helt ny måde. De var ministre en overgang, og de fik farver alt efter type. På den måde gav han spillerne et andet syn på sig selv og hinanden. Hans stærke position i det danske idrætsliv har også hængt sammen med, at han er så dygtig til at kommunikere. Han har ikke bare mestret at kommunikere med medier, men også med sine spillere og med mennesker i al almindelighed. Jeg vil også tro, at det var det, der var ved at gøre, at han kunne være blevet borgmester i Viborg, hvis han havde holdt den kurs. Jeg er på nogle måder også personligt blevet inspireret af ham. Jeg husker, at håndboldtrænerne og badmintontrænerne boede det samme sted ved OL i Atlanta, og der undrede vi os i vores verden godt nok noget over, hvor meget tid de brugte på at sidde og se TV for at lægge taktik. Men den evne til at lægge en taktik gennem brug af video har vi taget med over i vores verden sidenhen. Jeg har altid oplevet Wilbek som en både åben og imødekommende person, der var klar til at lytte og blive udfordret.


Eskild Ebbesen, tidligere OL-guldvinder i roning

- Ulrik har vinderpsyken. Man kan se på ham, at han brænder for det. Få har været med i verdenseliten så længe og skabt så mange topresultater. Han er god til at tage fat i den enkelte, motivere ham og skabe den rette kampgejst.


Jesper Bank, tidligere OL-guldvinder i sejlsport
-
Han får det, han beskæftiger sig med til at stå bøjet i neon. Jeg er næsten for ydmyg over for det til at ville sige noget om en præstation, der taler for sig selv i sådan en grad som Wilbeks. Men altså, han tog damerne, der nærmest var erklæret for uegnede, og han gjorde dem til det mest succesrige kvindehåndboldhold, jeg husker at have hørt om. Som jeg ser det, så er han den første overhovedet, der lykkedes med at skabe den komplette pakke. Han kunne skabe hold, der tiltalte både medier, sportsfolk og hvermand. Han gør det med en utrolig appel og spiller på alle facetter og mestrer det. Og tænk sig, så gjorde han det igen med herrerne. Jeg tænkte, da han tog dem, at der da måske ikke var grund til at udfordre skæbnen, men han gjorde min frygt til skamme. Han er komplet som ambassadør, coach, træner, inspirator. Han har inspireret mig inddirekte ved at lægge overliggeren for sine ting så højt. Man har jo tænkt: Okay, skal den helt derop? Det skulle den, og på den måde har vi også omkring de danske landsholdssejlere nogle gange nævnt ham, fordi han er billedet på, at man skal have både mod og tålmodighed, når man vil opnå noget. På den måde har han været en evig inspiration.


Michael Maze, tidligere europamester og OL-bronzevinder i bordtennis

- Han har en unik evne til at få folk til at toppe på det rigtige tidspunkt og være bedst, når det gælder.For mig er det meget inspirerende, at en mand som Ulrik Wilbek, der har vundet så meget, aldrig bliver mæt. Han vil vinde igen.


Morten Olsen, landstræner og tidligere spiller på fodboldlandsholdet

- Jeg har den størst tænkelige respekt for, hvad Ulrik Wilbek har skabt for sin sport. Helt fantastiske resultater som træner. Jeg har ikke selv spillet håndbold, og det er to meget forskellige sportsgrene, vi repræsenterer både på og uden for banen. Men jeg glæder mig på hans vegne over, hvor populært håndbold er blevet. Det er også hans fortjeneste. Jeg har flere gange sendt hilsener til ham, når han har vundet store mesterskaber, men ellers har vi ikke en tæt relation. Men respekten er der sandelig. Jeg synes især, det er flot, at han nogle gange går ind til et mesterskab med stort overskud og siger ærligt, at Danmark er favoritter. Det mod respekterer jeg meget.