
Den danske supermålmand Emil Nielsen havde mange ting at være glad for torsdag aften.
For det første havde han og de danske landsholdskolleger lige slået Frankrig i mindeværdigt drama. For det andet blev han af tilskuerne i Boxen kåret til 'Kampens Spiller'.

OG for det tredje blev han tidligere på dagen officielt nomineret til titlen som verdens bedste spiller.
»Det er da superfedt! Et kadeau og et klap på skulderen, som jeg er sindssygt glad for,« fortæller Emil Nielsen.
Om den prestigefulde titel kæmper han med kroatiske Ivan Martinovic og - Mathias Gidsel.
»Mathias er fuldstændig unik - og fuldstændig fantastisk. Jeg ved sgu ikke, om jeg kan slå ham. Det må andre beslutte.«
Emil Nielsen undrer sig dog lidt over, hvordan man kan sammenligne en målmand og en bagspiller.
»Jo, det er to vidt forskellige ting. Men der må være nogle, der er klogere, end jeg er.«