Danmarks håndboldkvinder er EM-klar efter en overbevisende sejr over Rumænien.

De danske håndboldkvinder er klar årets EM-slutrunde. Det er et faktum efter holdets anden sejr over Rumænien inden for fire dage.

Danmark sendte lørdag de rumænske håndboldkvinder hjem fra Odense med et nederlag på 32-27 efter en brandkamp af Kristina Jørgensen og Lærke Nolsøe Pedersen.

Ligesom i onsdagens kamp fik danskerne etableret en flermålsføring allerede i begyndelsen af kampen. Det skete ved hjælp af en velsmurt dansk kontramaskine.

Selv om rumænerne var uden profilerne Cristina Neagu og Cristina Laslo, lykkedes de alligevel med at spille sig tilbage i opgøret i slutningen af første halvleg. Særligt Crina Pintea gav det danske forsvar nogle udfordringer med sine syv scoringer.

- Jeg synes ikke, vi kunne mærke nogen nervøsitet. Der var god ro. Og vi havde god tro på konceptet.

- Selv i svære perioder kommer vi ud med en føring på tre mål. Det er jeg mega tilfreds med og stolt over, siger Kristina Jørgensen efter kampen.

Efter pausen satte de danske kvinder spillet et gear op, hvilket de rumænske gæster havde svært ved at følge med på.

Især Kristina Jørgensen og Lærke Nolsøe Pedersen var i hopla i lørdagens kamp. De scorede henholdsvis syv og seks mål i opgøret.

Danmark mangler fortsat at spille mod både Østrig og Færøerne i de resterende kampe i EM-kvalifikationen. Næste modstander er Østrig, som Danmark besøger 20. april.

Selv om landsholdskvinderne nu er klar til EM, skal de kommende modstandere ikke tro, at Danmark vil spare på kræfterne.

- Den tidlige kvalifikation giver noget ro og mulighed for at kigge fremad.

- Men det betyder ikke, at vi kommer til at udtage et helt nyt hold, når vi kommer til april, siger landstræner Jesper Jensen.

- Vores næste store opgave ligger i november. Der er rigtigt meget arbejde, der skal laves inden. Det hårde arbejde, som spillerne har lagt for dagen de seneste 12 måneder, skal vi arbejde videre med, siger Jesper Jensen.

EM begynder 4. november og løber frem til 20. november. De tre Balkan-nationer Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro lægger gulv til slutrunden.

/ritzau/