En masse danske håndboldfans kan onsdag aften få sig en meget lang næse!

Hvis ikke Island slår Ungarn, er de danske håndboldherrer ude af EM allerede i gruppespillet.

Det scenarie ville være ekstremt bittert. Især for de tusindvis af danskere, der for længst har købt billet til mellemrunden i den tro, at de forsvarende verdens- og olympiske mestre da selvfølgelig ville spille sig forbi gruppespillet.

De danske fans kan nu i stedet risikere at have billet til Ungarn-Portugal eller Norge-Slovenien.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Landsholdets kanonskytte Michael Damgaard mener, at det er en del af charmen ved sport.

»De får jo stadig en fantastisk håndboldslutrunde. Det kan godt være, at de havde forventet at se Danmark, men det er jo også charmen ved sport, at alt ikke altid går som forventet.«

Han forstår dog godt, hvis fansene bliver skuffede over at misse mellemrunden. Men han garanterer, at skuffelsen hos landsholdsspillerne vil være langt større.

»Fansene skal ikke tro, at jeg ikke er langt mere skuffet over det her, end de er. Det her ... det er mit liv og min karriere.«

»Så hvis de føler sig forbiset og skuffede, så skal de ikke tro, at jeg kommer til at sidde med en mindre dårlig fornemmelse. Og jeg skal bearbejde det, for jeg har et par håndboldkampe at vinde om et par uger.«

»Jeg beklager meget, men de skal ikke være i tvivl om, at vi har givet alt,« lyder det fra Michael Damgaard.

Island møder Ungarn klokken 18.15. mens Danmark spiller mod Rusland klokken 20.30.

Husk, at du kan følge begge kampe LIVE lige her på bt.dk. VI varmer op allerede fra klokken 16.00.