Den danske landsholdsspiller Emil Jakobsen har forladt den danske VM-lejr i Kairo, efter han fredag blev testet positiv for coronavirus.

Den unge venstrefløj venter nemlig stadig på sin tredje coronatest, og derfor blev han lørdag formiddag hentet med en ambulance og kørt væk fra spillerhotellet, hvor Danmark og flere andre nationer bor.

Det er ikke ellers ikke med danskernes gode vilje, men VM-arrangørernes coronaprotokoller foreskriver nemlig, at personer, der er testet positiv i to test i træk, skal fjernes fra VM-boblen. Det siger Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Morten Henriksen, til TV 2 Sport.

Han understreger dog, at det hverken var med blå blink eller nogen større dramatik, at Emil Jakobsen måtte vinke farvel til Hotel Marriott. Det er blot sådan, protokollerne er.

Emil Jakobsen har lørdag forladt den danske VM-lejr, men håbet er fortsat, at han kan træde ind i slutrunden senere.
Emil Jakobsen har lørdag forladt den danske VM-lejr, men håbet er fortsat, at han kan træde ind i slutrunden senere. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Morten Henriksen forsikrer samtidig om, at den danske GOG-spiller har det godt på sit nye hotel, hvor han nu befinder sig i isolation.

»Han meddelte mig, at det største problem, han havde lige nu, var, at han ikke kunne få HDMI-stikket til Playstation til at fungere ordentligt i fjernsynet på værelset,« fortæller sportschefen.

22-årige Emil Jakobsen, der til sommer skifter til storklubben Flensborg-Handewitt, er to gange blevet testet positiv efter ankomsten til den egyptiske hovedstad.

Og selvom den danske lejr har en stærk formodning om, at det positive svar skyldes, at fløjen tidligere har været ramt af corona, så kan der gå noget tid, før han kan komme i kamp.

Han skal nemlig testes negativ to gange på 48 timer, før han må trække i landsholdstrøjen ved slutrunden. Derfor har landstræner Nikolaj Jacobsen allerede bedt en afløser om at holde sig klar til at rejse til Kairo.

»Vi har taget fat i Magnus Bramming i Holstebro og bedt ham om at få lavet en pcr-test, så vi kan kalde ham herned, i tilfælde af at det har længere udsigter med Emil,« sagde den danske landstræner lørdag.

Han har dog stadig tålmodighed med Emil Jakobsen og vil give ham 'mulighed for at komme ind i turneringen i mellemrunden'.

Dermed kommer Emil Jakobsen heller ikke i kamp søndag, når Danmark skal forsøge at besejre DR Congo.

Husk, at du kan følge VM-opgøret live lige her på bt.dk.