Forestil dig en længdespringer, der starter sit tilløb. Han løber, løber, løber. Løber lidt mere. Og løber så videre. Afsættet kommer aldrig. Nogenlunde sådan føltes forsøget på at slå igennem på landsholdet i mange år for Morten Olsen.

Der er mange forklaringer. Taktiske overvejelser, skader og hans egen manglende evne til at gribe chancerne har spillet ind, men Morten Olsen føler også, at han har været handicappet af, at flere tv-eksperter bevidst har talt ham ned, fordi de har haft aktier i nogle af hans konkurrenter.

Faktisk mener Olsen, at den unuancerede kritik er en af årsagerne til, at han først i forbindelse med OL-triumfen i sommer - mere end 10 år efter sin landsholdsdebut - fik sat et afsæt på sit lange tilløb, inden det løb ud i sandet.

»Jeg vil ikke tude over det. Jeg har opnået det, som jeg har opnået. Hvor mange i Danmark kan sige, de har vundet en OL-guldmedalje? Og det er jeg jo vildt glad for og stolt over. Men jeg synes, det er en relevant debat. Jeg synes sgu, at jeg - måske fordi jeg er en lidt kontroversiel person og ikke har så mange venner inden for det område - har været igennem rigtig meget kritik i hele min karriere fra de samme personer, som har relationer på kryds og tværs, og det er sgu lidt enerverende,« siger 32-årige Morten Olsen:

»Nogle gange har man brugt eksperter på landsholdet, som har været agenter eller trænere for spillere på forskellige klubhold, og så får man en partisk dækning. Og tv og medier generelt har bare utrolig stor magt. Jeg har ikke haft min agent derinde (på tv, red.). Men det har ikke afholdt andre fra at være på tv og snakke deres spillere ind omkring landsholdet,« fortsætter playmakeren.

Han peger på det problematiske i, at nogle har haft interesse i at bruge deres taletid på at præge stemningen omkring enkelte spillere.

»Der er også for dem (agenterne, red.) en grund til at gøre det, fordi der i sidste ende er noget økonomi i det for dem, når de skal forhandle spillernes kontrakter. Så synes jeg, man på tv burde kunne se, at man ikke kan have agenter, som er ansat af spillerne og blandt andet lønnet derigennem. Det, synes jeg, er et problem,« fastslår han og uddyber:

»TV2 har jo taget konsekvensen med Casper U. (Mortensen, red.) og Stine (Bjerre Jørgensen, der er studievært, red.), og sagt, at hun ikke må dække Danmarks kampe. Og hun er jo bare journalist og stiller spørgsmål, hun siger ikke engang sin egen mening om tingene. Så der kunne de måske godt gå skridtet videre og sige, at ' der er måske nogle andre, der ikke skulle stå her',« siger han.

Hvem tænker du på?

»Nu har de skiftet meget ud. Tidligere, når jeg har ligget på grænsen til at komme med til slutrunder, har det altid været en diskussion om ' skal ham der eller ham der med'. Der har det tit været de andre spilleres agenter eller trænere, som har stået og udtalt sig. Dér bliver det bare meget farvet. Der har jo ikke været en fra min lejr, som har stået og kørt mig op.«

HER KAN DU LÆSE TV 2s OG DRs SVAR PÅ MORTEN OLSENS KRITIK

»For mig gør det ikke så meget, for i sidste ende er det træneren, der udtager holdet. Men det er mere billedet, der bliver tegnet, som jeg synes, der er lidt træls. Om det har været rigtigt eller ej med udtagelsen, kan man altid diskutere. Men det er slet ikke det, jeg vil diskutere. Det er mere, at der står nogen og snakker, som skulle være upartiske, men som på ingen måde er det. Og det har den brede tv-seer ikke nogen som helst anelse om; at vedkommende er agent eller træner for enkelte eller flere spillere.«

Men kan du ikke sætte navn på, hvem det er, du mener, der har været partiske og unuancerede?

»Jeg spiller stadig håndbold, så... Det synes jeg ikke, der er nogen grund til. Jeg synes, man selv skal kunne se det. Nogle gange har jeg lagt mærke til, at nogen siger, at ' det vil jeg ikke udtale mig om', men jeg synes også rigtig mange gange, at nogle personer ikke har afholdt sig fra en diskussion, selvom man er partisk. Og der kunne man måske godt nævne, at ' nu er jeg den og den spillers agent',« siger Morten Olsen.

Generelt mener playmakeren, at niveauet hos den danske ekspertstand kunne bruge et løft.

»Eksperter er engang imellem et nødvendigt onde. Mange gange er de fleste (spillere red.) ikke enige i det, der kommer ud. Eksperterne udtaler sig om noget, de ikke har dybere forståelse for. De har ikke været med til eksempelvis taktikmøde, så det bliver lidt overfladisk en gang imellem. Jeg synes, det kunne være fint, hvis man i fremtiden begyndte at se eksperter, der var mere neutrale og ikke så sort-hvide i deres kritik.«

OL-triumf i sommer.
OL-triumf i sommer. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

For stereotypt billede

Morten Olsen vurderer ligeledes, at for mange iagttagere og eksperter har bedømt ham ud fra et stereotypt billede, der ikke har været dækkende for det, han til daglig har leveret for sit klubhold, siden han i 2010 skiftede Bjerringbro-Silkeborg ud med Bundesligaen og Hannover-Burgdorf.

»Jeg har jo fuldstændig været sat i bås som en individuel spiller, der spiller for sig selv og skyder. Og det har jeg aldrig været. Ja, jeg har selvfølgelig skudt, men jeg er også god til at skyde, og så skal jeg jo ikke lade være. Hvis jeg var dårlig til at skyde, ville jeg jo nok ikke skyde så meget. Så havde jeg nok en helt anden spillestil. Men i og med, at jeg også er god individuelt, ville det være totalt dumt ikke at udnytte det,« siger han.

»Men fordi jeg har været en helt anden type og lidt mere uberegnelig end det, man har været vant til tidligere, så duer det ikke. Jeg synes jo selv, at der altid er en tanke bag det, jeg laver. Nogle gange laver man en fejl, men der er også en mening med fejl. Du skal presse dig ud og se, hvor grænsen går. Hvis du ikke gør det, bliver det for sikkert. Men det er nok sådan, at enten kan man lide mig som spiller, eller også kan man ikke. Jeg tror altid, der har været flest, som ikke synes, at jeg var det, man forbandt med en god playmaker. Jeg har nok skubbet til nogle grænser i Danmark.«

»Det har også været sådan tidligere, at når jeg har spillet landskampe, var der en forventning om, at jeg skulle ind og lave 10 mål. Så har jeg også presset mig selv til, at det skulle være ekstraordinært det hele. Og hvis det så ' bare' har været en almindelig kamp, var det ikke godt nok. Jeg skulle levere noget outstanding, hvis jeg også skulle få eksperterne med. Ellers var man bare ikke noget, og så tager vi det normale valg i stedet. Og det har været en træls ting. Men nu har jeg modbevist alle de eksperter, som hver gang har sagt, at jeg ikke burde være med.«.

Udtaler sig på billig baggrund

Samtidig påpeger Morten Olsen, at de færreste danskere har haftmulighed for at følge med i hans karriere, og derfor undrer det ham, at der er blevet malet et så klart billede af, hvordan han er som spiller.

»Når jeg ikke har spillet Champions League eller været med på landsholdet, er der ikke mange, der har kunnet se mine kampe på tv. Alligevel sidder der kommentatorer fra Danmark og udtaler sig om, hvilken sæson jeg har spillet. Og de har set nul minutter med mig. Det giver ikke meget mening. At sidde og snakke om hvordan de tror, jeg spiller og ikke spiller. Fortæller, at jeg skyder ' ih og åh' så mange gange for at lave mine mål, hvilket overhovedet ikke er rigtigt. Og man har ikke selv mulighed for at lave en debat omkring det -det bliver bare kørt over en kam,« mener Olsen og løfter så den verbale pegefinger:

Morten Olsen i aktion for landsholddet.
Morten Olsen i aktion for landsholddet. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Du kan udtale dig, hvis du har en anelse om det, du snakker om, men eksperter, der ikke har en anelse om, hvad jeg har lavet de sidste syv år, og alligevel kan sidde og sige, at de udmærket ved, hvordan jeg har spillet, fordi de har set en masse kampe Det holder ikke. De har måske set en enkelt kamp, men det kan du jo ikke danne dig et indtryk ud fra. Og jeg har i øvrigt spillet godt i de tv-kampe, for det har altid været mod gode hold, og dér har jeg faktisk som regel altid spillet godt.«

De næste par uger vil vise, om der er ros eller kritik at hente i ekspertkorpset for Morten Olsen under VM i Frankrig, hvor han er tiltænkt en nøglerolle. For det er hans position i dag, selv om tilløbet har været langt.