Mads Mensah Larsen skifter til Flensburg-Handewitt.

Den danske landsholdsspiller har skrevet under på en kontrakt frem til 2022 med det tyske mesterhold.

»Da tilbuddet kom, stod det hurtigt klart for mig, at jeg gerne ville spille for klubben,« siger Mads Mensah Larsen til sin kommende klubs hjemmeside:

»Her har danske håndboldlegender bevist deres evner, og det er en stor ære for mig at føre den tradition videre.«

Dermed er flere dage spekulation nu slut om bagspillerens fremtid.

Allerede i sidste uge opstod der rygter om, at Mads Mensah Larsen vill skifte til Flensburg-Handewitt. Mandag kom beskeden så om, at han stopper i Rhein-Neckar Löwen, tirsdag er transferen så helt officielt på plads.

»Selvfølgelig vil man gerne hente sådan en spiller, når markedet tillader det. Mads kan med sine kvaliteter hjælpe ethvert hold,« siger Flensburg-Handewitt-træner Maik Machulla:

»Med sin dynamik og eksplosivitet passer han perfekt til vores måde at spille på.«

På Flensburg-Handewitts hjemmeside skriver klubben i øvrigt, at man allerede var interesseret i den danske spiller i 2014, da Mads Mensah ankom til Bundesligaen.

Dengang valgte han dog i stedet at skrive konrtakt med Rhein-Neckar Löwen. Han blev tyske mester med klubben i 2016 og 2017 - i øvrigt med Nikolaj Jacobsen som træner.

Siden er det så Flensburg-Handewitt, der har vundet guldet to år i træk, og den tradition skal den 28-årige dansker nu også være med til at føre videre.

I Danmark spillede han inden for Aalborg Håndbold og AG København.