De danske U21-herrer var lige ved at vinde VM-guld, og derfor er landstræneren skuffet over nederlaget.

Alger. Der var drama i luften, da de danske U21-herrer søndag tabte VM-finalen i håndbold til de spanske europamestre.

Danmark havde muligheden for at sikre sejren i ordinær spilletid, da Lasse Møller i sidste sekund misbrugte et straffekast ved stillingen 34-34.

Herefter gik kampen i forlænget spilletid, hvor Spanien med få sekunder igen afgjorde kampen med scoringen til 39-38.

Dermed måtte Danmark nøjes med VM-sølv, som tilfældet også var i 2015.

- Det er selvfølgelig rigtig bittert lige nu. Vi havde vores chancer både i ordinær og forlænget spilletid.

- Vi kom skidt fra land, men vi kæmpede os tilbage i vores forsvar og i vores syv-mod-seks-spil efter pausen, siger den danske U21-landstræner Morten Henriksen i en pressemeddelelse.

Danmark fik også VM-sølv i 2011 og i 2009, men Danmark har ikke vundet VM-guld i 12 år, da det senest skete i 2005.

I semifinalen imponerede det danske mandskab ved at besejre de franske verdensmestre med 37-34, og finalen søndag blev usædvanlig tæt.

- Vi er selvfølgelig skuffede, men om nogle dage skal vi også være stolte af den her turnering og ikke mindst af vores sølvmedalje, der er den første i denne årgang, siger Morten Henriksen.

Det Internationale Håndboldforbund (IHF) udtog efter turneringens afslutning et udvalgt hold.

Her blev der plads til Magnus Saugstrup og Lasse Møller, mens Lasse Møller også blev kåret til turneringens mest værdifulde spiller.

/ritzau/