Der er sygedage, der er mere uheldige end andre.

Men den, som Lasse Andersson er blevet ramt af søndag, tager nok alligevel prisen som den mest uheldige.

Den danske landsholdsstjerne går nemlig glip af aftenens VM-finale mod Kroatien i Oslo.

Det fremgår af IHFs kamprapport, hvor danskerens navn står blandt oversidderne.

Og efterfølgende har DanskHåndbolds pressechef, Jens Jacob Juulsager, da også forklaret, hvorfor bagspilleren ikke kommer til at spille.

Han er nemlig blevet syg, lyder det.

En besked, der har sendt B.T.s håndboldkommentator, Johnny Wojciech Kokborg, i noget nær choktilstand.

»Det er et stort dansk chok, og det forklarer da, hvorfor assistenttræner Henrik Kronborg var fåmælt, da han skulle briefe pressen,« siger han og fortsætter:

»Sygdom i truppen inden en VM-finale er det sidste, Danmark har brug for. Man må håbe, at det ikke har spredt sig. Det er en virkelig trist udvikling for Andersson, der har spillet et godt VM i den rolle, han har fået.«

Lasse Andersson sidder over sammen med Henrik Møllgaard og Kevin Møller.

Du kan følge søndagens VM-finale i B.T.s liveblog.