Det var næsten et overfald. Kommentatorerne fra TV 2 ville have rødt kort.

Landsholdets stjerne på højre back Mette Tranborg blev indledningsvis smadret i gulvet af Jaukovic.

To hænder placeret direkte i ansigtet. Men fløjten forblev tavs hos de to Moldova, som bestemte.

B.T. talte med Mette Tranborg umiddelbart efter kampen, og hun undrede sig over den manglende kendelse. For hun skjuler ikke, at det var en voldsom omgang:

»Det gør ondt. Jeg ser ikke rigtig, hvad det sker. Jeg kan bare mærke, jeg får noget i hovedet. Jeg ser ikke, hvad der sker, men får tydeligvis ikke noget for det.«

»Jeg kan fornemme, jeg får noget meget hårdt i hovedet. Om det er albue, hænder eller hvad det er … der sker et eller andet omkring hovedet.«

Mette Tranborg og resten af holdet havde dog mest at juble over, da kampen blev fløjtet af. 27-23 lød slutcifrene, og dermeder håndboldkvinderne klar til EM-finale for første gang i 18 år (!).

»Stemningen i omklædningen var sindssygt god, og jeg tror ikke helt, det er gået op for os endnu. Det er pisse fedt, for vi har spillet så god en turnering.«

»Og vist gang på gang, hvor vi hører til,« lyder det jublende fra Mette Tranborg.