Den danske målvogter Althea Reinhardt måtte melde fra til denne uges landsholdssamling på grund af den hjernerystelse, hun pådrog sig i starten af april i Champions League-kampen mod franske Brest.

Men trods afbuddet frygter den danske håndbolddarling ikke fremtidige hjernerystelser.

»Jeg tror, at jeg har været lidt uheldig, og jeg har nok haft en eller to hjernerystelser mere end andre. Man siger jo også, at har man været uheldig én gang, er det nemmere at få anden gang. Men jeg tror på, at det nogle gange er tilfældigheder, som lige gør, at man bliver ramt af det,« siger 25-årige Althea Reinhardt til B.T.

Odense-målvogteren fortæller, at hun forventer at være klar til at spille en fuld kamp om en uge.

Althea Reinhardt under VM kampen mellem Danmark-Tyskland i Granollers i 2021.
Althea Reinhardt under VM kampen mellem Danmark-Tyskland i Granollers i 2021. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg er så langt i processen, at jeg sagtens kan træne med derhjemme, få en del skud og en masse hård målmandstræning, så det er virkelig dejligt,« siger hun og fortsætter:

»Heldigvis har jeg været ret heldig i det her forløb, og jeg kunne hurtigt komme ned i hallen og være sammen med pigerne og kaste lidt bold eller lave nogle øvelser ved siden af håndboldbanen.«

På trods af at hun allerede er tilbage i kamp for Odense Håndbold og er ærgerlig over ikke at være med landsholdet i denne omgang, har Althea Reinhardt forståelse for beslutningen.

»Det var en beslutning, der blev taget i samarbejde med klub og landshold. Det er jo en fornuftig beslutning, men man ville jo selvfølgelig gerne have været med,« fortæller Reinhardt.

En grædende Althea Reinhardt efter semifinalen mellem Danmark- Frankrig i VM-slutrunden, hvor hun fik en bold skudt i hovedet med voldsom kraft. »Der var heldigvis ingenting efter slutrunden,« fortæller hun om episoden til B.T.
En grædende Althea Reinhardt efter semifinalen mellem Danmark- Frankrig i VM-slutrunden, hvor hun fik en bold skudt i hovedet med voldsom kraft. »Der var heldigvis ingenting efter slutrunden,« fortæller hun om episoden til B.T. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Mens landsholdet er samlet forud for kampene mod Østrig og Færøerne i EM-kvalifikationen, er Althea Reinhardt blevet hjemme i Odense Håndbold, hvor den står på hård træning i håbet om at være tilbage i fuld vigør inden kampen mod København Håndbold onsdag.

Danmark er allerede kvalificeret til vinterens EM-slutrunde, og den frygter Reinhardt ikke at misse.

»Jeg er kommet tilbage hver gang,« siger hun.

Så du frygter ikke at misse EM?

Til november starter EM i håndbold, men trods hjernerystelsen frygter Althea Reinhardt (tv) ikke at misse slutrunden. Her ses hun sammen med Kathrine Heindahl, Louise Burgaard og Mie Højlund under medaljeoverrækkelsen til VM i 2021.
Til november starter EM i håndbold, men trods hjernerystelsen frygter Althea Reinhardt (tv) ikke at misse slutrunden. Her ses hun sammen med Kathrine Heindahl, Louise Burgaard og Mie Højlund under medaljeoverrækkelsen til VM i 2021. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Bestemt ikke,« afslutter den optimistiske landsholdsstjerne.

Althea Reinhardt fik debut på landsholdet til EM-slutrunden i Sverige i 2016. Hun var med til at vinde bronze til VM i Spanien i 2021.