Der kan blive taget utraditionelle og barske metoder i brug for at vende den danske EM-lykke.

Det danske herrelandsholds forsvars-smadremand, Henrik Møllgaard, var ved tirsdagens sene træning i Malmø stadig chokeret over den danske præstation i 24-24-skuffelsen mod Ungarn.

»At der ikke skulle mere til, før det her verdensklassehold bare falder fra hinanden og ikke ligner et hold. Det rammer mig en lille smule på stoltheden,« erkendte Aalborg-stjernen.

Han savner generelt ild i de danske øjne, og den vil han have tændt inden skæbne-onsdagen, hvor Danmark skal slå Rusland og håbe på islandsk sejr over Ungarn.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Der er meget stille. Og der mangler noget humør på holdet lige nu.. Vi skal have en eller anden form for humør tilbage.«

»Så må vi se, om det er galgenhumor, vi skal have fat i - eller om vi bare skal have pisset nogen af, så der kommer noget temperament,« lød det fra Møllgaard, mens han betragtede sine holdkammerater inde på gulvet i Baltiska Hallen.

»Vi skal piske noget energi ind i holdet, og det kan godt være, at der er nogle, der bliver sparket ned til fodbold i dag. Det skal jeg ikke afvise.«

Tidligere tirsdag sendte eks-landsholdsstjernen Lars Rasmussen en løftet pegefinger til de danske fans i Malmø. Han krævede mere vildskab.

Men Henrik Møllgaard forstår godt, at der ikke har været fuld tænding på lægterne.

»Ja, det kan jeg også godt forstå. For jeg tror, at stemningen på lægterne meget godt afspejler, hvordan vi ser ud inde på banen. Det er en smule forkrampet, og man er en lille smule bange for, hvad fanden det er, der egentlig foregår.«

Han har en opfordring til de danske fans, der onsdag tager turen over Øresundsbroen for at hjælpe landsholdet til EM-overlevelse.

»Vi har brug for al den hjælp, vi overhovedet kan få. Det synes jeg også, vi har fået, men når nu vi virkelig hænger, har vi bare brug for endnu mere hjælp.«

»Så selvom vi render og ligner lort, så vil jeg meget gerne have, at der er nogle, der stadig synes, vi er sjove at følge. Især dem, der har billetter til mellemrunden, må gerne give den en ekstra skalle.«

Danmark spiller mod Rusland klokken 20.30. Island møder Ungarn 18.15. Følg begge kampe her på bt.dk.