Der gik chokbølger gennem Jyske Bank Boxen i Herning tilbage i december. 

Midt i den højdramatiske VM-semifinale mod Norge måtte forsvarsstjernen Kathrine Heindahl forlade kampen i store smerter. 

Siden har hun kæmpet for at komme tilbage fra den knæskade, der sendte hende ud. 

Her er det helt store mål at blive klar til OL denne sommer – helt præcis om små fem måneder. 

Alt imens holder landstræner Jesper Jensen vejret i forhold til håbet om at få den vigtige forsvarskrumtap helt klar. 

»Jeg ved ikke, om jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, om hun kommer til at spille en rolle ved OL. Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at hun når til et sted, hvor vi skal vurdere, om hun er klar til det. Det ser godt ud, og alt er positivt indtil videre,« siger han til B.T., inden han løfter pegefingeren: 

»Det er kun tiden, der kan vise, hvordan det ender. Et bump på vejen med betændelse, overbelastning eller en tredje ting, der skubber hende 14 dage tilbage, kan være det, der gør, at hun ikke bliver klar. Det kan påvirke hele puslespillet. Der er rigtig mange scenarier i spil lige nu,« siger han med henvisning til den OL-kabale, han skal lægge. 

Heindahl har dokumenteret sin vej tilbage til håndboldbanen på sin Instagram-profil, og her lader det til at gå fremad. I hvert fald er hun i fuld gang med sin genoptræning. 

Danmark sikrede sig OL-billetten efter VM på hjemmebane og slipper dermed for at skulle spille kvalifikation, som en lang række af andre lande gør i disse dage.