
Håndbold-Danmark er blevet ramt af en skrækkelig nyhed.
For den danske landsholdsspiller Lukas Jørgensen har nemlig pådraget sig en alvorlig skade. Og han er dermed færdig ved EM.
Det står klart, efter stregspilleren, som måtte bæres fra banen i søndagens kamp mod Rumænien, er blevet scannet dagen derpå.
For scanningen har vist, at Jørgensen er blevet ramt af en korsbåndsskade i sit ene knæ.
Det meddeler Dansk Håndbold.
Den stærke stregspiller har revet sit forreste korsbånd over. Der venter dermed en operation og en efterfølgende lang genoptræning.

Hovedpersonen er da også knust over mandagens forfærdelige besked.
»Det er lidt uvirkeligt lige nu, og måske ikke gået helt op for mig. Jeg går en hård tid i møde, og det skal synke ind. Heldigvis er der ikke andre skader i knæet,« lyder det fra Lukas Jørgensen, inden han fortsætter:
»Tusind tak for den kærlighed, jeg har fået fra mine holdkammerater. Fra alle i Boxen. Og alle jer, der har rakt ud til mig. Det betyder virkelig meget for mig.«
Der indkaldes indtil videre ikke nogen erstatning for stregspilleren.
Danmark møder tirsdag aften Portugal i den sidste gruppekamp.
Du kan følge kampen live på bt.dk fra klokken 20.30.
