56 procent.
Det lød Anna Kristensens redningsprocent på efter Danmarks håndboldsejr over Sverige i Royal Arena.
Ganske fortjent blev Team Esbjerg-målvogteren kampens spiller, på trods af at hun ikke engang havde regnet med at få et eneste minut på banen.
»Det var mega fedt. Det var en oplevelse, jeg ikke lige glemmer foreløbig. Jeg synes bare, at jeg får så mange gode oplevelser for tiden. Det er fedt at være en del af og lidt overvældende at komme ind – og få lov at få nogle redninger. Det er jeg bare glad for,« siger hun til B.T. og fortsætter:
»Når jeg kommer hjem på hotellet i aften og lige får lukket øjnene, så tror jeg, at det synker lidt ind. Men jeg havde ikke turdet håbe på, at jeg overhovedet fik lov til at komme på banen i dag. At få lov til det i den her kulisse, det var bare helt uvirkeligt.«
Og selvom der stadig er længe til, at Danmark skal i aktion ved VM på hjemmebane, drømmer Anna Kristensen om, at hun bliver en del af Jesper Jensens udvalgte.
»Jeg drømmer jo bare endnu mere om, at jeg kan få en slutrunde. Og hvis det kunne blive på hjemmebane – om det er til VM i december, eller om det er på et andet tidspunkt – det tør jeg kun drømme om. Jeg vil bare gøre alt for, at jeg kan bevæge mig tættere på,« siger hun.
»Jeg tager bare alle de muligheder, jeg kan få, og så håber jeg. Jeg drømmer om det, det gør jeg da helt sikkert, men jeg ved også, at der er stor konkurrence om det.«
Det eneste minus for Esbjerg-spilleren i løbet af kampen var den bold, hun fik i hovedet af svenske Nathalie Hagman.
Hun reddede den ene bold efter den anden og kunne gentagne gange høre Royal Arena blæse hendes navn op. En oplevelse lige til mindebogen.
»Jeg tror, at jeg kommer til at huske den her aften rigtig længe,« afslutter Anna Kristensen.