Den danske verdensmester Simon Pytlick må forberede sig på en længere periode på sidelinjen.
Det oplyser hans tyske klub Flensborg-Handewitt, der ikke regner med at se ham mere i aktion i dette år.
Danskeren kom til skade i weekendens sejr over Erlangen, og nu kan en MR-scanning vise, at Pytlick ikke har brud på sin ankel - men der er en 'delvis bristning af syndesmosen i ankelleddet.'
Det betyder helt konkret, at han er ude i længere tid.
Tyskerne skriver selv 'uger' i pressemeddelelsen, men derefter lyder det, at det er umuligt at sætte et præcist antal uger på.
»Vi går ud fra, at Simon ikke kommer i aktion i den første halvdel af Bundesligaen. Skaden og den nødvendige behandling vil tage flere uger,« siger direktør i klubben, Holger Glandorf.
»Simons langvarige skade rammer os selvfølgelig hårdt, men vi er nu nødt til at fokusere på de spillere, vi har til rådighed, og de er stærke nok,« supplerer den danske cheftræner Nicolej Krickau
Pytlick var også udtaget til det danske landshold, der mødes i næste uge. Den plan ser nu ud til at være afblæst.
Spørgsmålet er nu, om EM-slutrunden i Tyskland er i fare for danskeren, hvis det står til troende, at han er ude resten af året.
Pytlick slipper for en operation, skriver tyskerne.