Den hollandske håndboldprofil har skrevet under på, at hun også spiller næste sæson for Team Esbjerg.

Team Esbjerg har forlænget kontrakten med Estavana Polman. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Forlængelsen betyder, at 27-årige Polman også spiller i Esbjerg i den kommende sæson.

- Jeg er rigtig glad her, og jeg er ikke klar til at forlade klubben endnu.

- Jeg synes stadig, at vi har nogle step, vi kan tage sammen, og alt føles perfekt med min familie og med håndbolden, så det er derfor, at jeg tager et år mere her, siger hollænderen til Ritzau.

Esbjerg-træner Jesper Jensen er glad for, at Polman har skrevet under på en forlængelse.

- Hun er en stjernespiller på mange måder. Både på og uden for banen. Hun trækker enormt stor opmærksomhed. Hun er med til at sætte Esbjerg som by Team Esbjerg som klub på landkortet.

- Og så er hun en fantastisk håndboldspiller, som i hvert fald offensivt er en ledestjerne på vores hold. Så vi er rigtig glade for, at hun har forlænget, og vi er stolte over, at en spiller som hende ser Esbjerg som en mulighed for at blive endnu dygtigere, siger Jesper Jensen til Ritzau.

Den hollandske landsholdsspiller kom til Team Esbjerg i 2013. Inden da spillede hun to sæsoner i Sønderjyske Håndbold.

Med Esbjerg har hun været med til at vinde mesterskaber i 2016 og 2019, og i 2017 blev holdet pokalmester.

Hun har spillet på det hollandske landshold siden 2010 og været med til at vinde VM- og EM-sølv og -bronze.

/ritzau/