Landsholdsmålvogter Rikke Poulsen havde efter det danske syv-måls-nederlag i OL-kvalifikationskampen mod Rumænien svært ved at finde en grimasse, der kunne passe til situationen.

»Vi gjorde hvad vi kunne og kan sagtens se os selv i øjnene efter præstationen,« sagde hun til BT og tilføjede:

»Vi må bare erkende, at rumænerne var bedre end os. De spillede på alle tangenter, mens vi ikke havde marginalerne på vores side.«

Selvom Danmarks muligheder for at kvalificere sig til OL, ser vanskelige ud, nægter hun at kaste håndklædet i ringen.

»Nu må vi bare besejre Montenegro (lørdag aften, red.). Gør vi det med otte overskydende mål, er billetten til OL i Rio sikret. Alt i håndbold er altså muligt. Vi må komme fra baghjul og derfra sætte vores spil et gear op i forhold til det, vi præsterede mod Rumænien. Jeg garanterer, at vi vil forsøge at gøre alt, hvad vi kan. Moralen på holdet er i top,« sagde Rikke Poulsen, der ligesom Sandra Toft havde svære arbejdsbetingelser i det danske mål. Gang på gang kiksede det danske forsvar opdækningen af de rumænske skytters skud.

»Vi må være realister. Siden VM (i december, red.) har vi været ramt af et hav af skader. Flere af landsholdets stamspillere er ikke med i denne weekends OL-kval-kampe. Det kan naturligvis mærkes,« sagde Rikke Poulsen.

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Der er meget mere af det gode at hente fra BT Sporten. Bliv ven med os her