Han har besluttet sig for, at nu skal han have lidt færre jern i ilden ved siden af håndboldkarrieren.

Højrefløjen René Rasmussen tørner ud for Skjern Håndbold, men havde også lidt af et sideprojekt ved siden af håndboldkarrieren.

Den 33-årige rutinerede håndboldspiller var indtil for nylig medejer af et padelcenter i Skjern. Hans andel i virksomheden har han dog nu valgt at sælge fra, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

René Rasmussen kunne nemlig mærke, at det hele blev lidt for meget.

»Primært fordi jeg ikke har tid længere. Jeg læser til finansøkonom, og jeg skal ud i praktik på et tidspunkt. Håndbolden tager meget tid. Det er håndbold, jeg lever af, og jeg skal og må respektere, at det er mit vigtigste erhverv lige nu. Jeg skal også være der for familien med hustru og to små børn,« siger han til mediet.

De øvrige tre ejere af Padel Club Skjern – der nu skifter navn til Padel Skjern – har allerede fundet en afløser til René Rasmussens andel i padelcentret. Centret har 2.500 oprettede brugere i deres system og har omkring 200 spillere om dagen.

Onsdag melder Skjern Håndbold ud på deres hjemmeside, at den 33-årige fløjspiller se frem til en længere pause på grund af en skulderskade, der vil holde ham ude i 9-12 måneder.

René Rasmussen har spillet syv kampe i ligaen i denne sæson, hvor det er blevet til 12 scoringer.