Den danske håndboldtræner Kim Rasmussen er blev udelukket fra al håndbold på ubestemt tid.

Det skriver det internationale håndboldforbund, IHF, der har taget beslutningen på sin hjemmeside.

Kim Rasmussen er træner for Ungarns kvindelandshold, og udelukkelsen sker på baggrund af danskerens opførsel på et pressemøde efter en kamp ved VM i Japan.

'Efter Ungarn-træner Kim Rasmussens opførsel ved pressemøder ved deres sidste gruppekamp mod Rumænien den 6. december har IHFs eksekutivkomité besluttet at suspendere Hr. Rasmussen fra alle håndboldtræneraktiviter på et møde den 10. december i Kumamoto, Japan,' skriver IHF.

Kim Rasmussen. Arkivfoto.
Kim Rasmussen. Arkivfoto. Foto: JEAN-CHRISTOPHE VERHAEGEN
Vis mere

Forud for pressemødet havde Ungarn netop tabt med ét mål til Rumænien i en kamp, hvor Kim Rasmussen fik en uheldig hovedrolle.

Ungarn kunne nøjes med uafgjort for at gå videre til mellemrunde, og fem minutter før tid førte Ungarn 26-23. Ved stillingen 26-24 fik Kim Rasmussen en to-minutters udvisning for brok, og så faldt det hele på jorden for Ungarn, der tabte 27-28.

Kim Rasmussen sagde til det ungarske medie Nemzeti Sport, at han følte, dommerne havde et personligt problem med ham.

På det efterfølgende pressemøde viste Kim Rasmussen 'usportslig opførsel og brugte upassende sprog', ifølge IHF.

Derfor har IHF straffet ham med udelukkelse som træner på både nationalt og internationalt niveau med øjeblikkelig virkning.

Sagen overdrages til IHFs etiske kommission.

Ungarn måtte tage til takken med en beskeden 14. plads ved VM.

Kim Rasmussen har været landstræner for Ungarns kvinder siden 2016. Han har tidligere stået i spidsen for det polske kvindelandshold i seks år, som han blandt andet førte til to VM-semifinaler. Han har også trænet rumænske CSM Bucaresti, som han vandt Champions League med.