De danske håndboldpigerne kan godt glemme alt om Copacabana og olympiske ceremonier. Lørdag aften stod det klart, at sommerens OL bliver uden deltagelse fra de danske håndboldpiger, der tabte 22-26 til lilleputnationen Montenegro. En voldsom skuffelse, som i sidste ende også falder tilbage på landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Han kalder den missede OL-kvalifikation irriterende, men mener samtidig, at den er udtryk for det øjeblikkelige niveau på det danske kvindelandshold.

»Det er irriterende, men vi vidste godt, det kunne blive svært,« sagde han kort efter slutfløjtet til DRs reporter i hallen i Aarhus.

»Vi må måske se i øjnene, at det er vores niveau lige nu,« fortsatte han.

Danskerne var i langt det meste af kampen på hælene mod montenegrinerne, men kom i anden halveg foran med 20-19, inden der fulgte en altødelæggende scoringstørke. Danskerne brændte og brændte og brændte.

»Vi spiller egentlig fornuftigt. Vi spiller os frem til store chancer, men vi brænder for meget,« lød analysen fra Klavs Bruun Jørgensen, der søndag skal sætte sit hold op til en på papiret ligegyldig kamp mod Uruguay.

Også veteranen Rikke Skov var tydeligt skuffet over den missede OL-kvalifikation. Hun erkendte, at Danmark simpelthen mødte overmagten mod Rumænien og Montenegro, som nu er klar til OL. På bekostning af Danmark.

»Det er skuffende. Vi må bare anerkende, at det er de bedste to hold fra gruppen, der gik videre.«