Den danske håndboldkeeper Kevin Møller er ikke officielt blevet præsenteret i FC Barcelona endnu.

Men det er flere måneder siden, at det blev offentligt kendt, at Kevin Møller skulle til en af håndboldens stormagter.

Fredag er den danske landsholdsmålmand dog blevet vist frem på FC Barcelonas sociale medier, hvor han blandt andet poserer med sin målmandstrøje med nummer 36 på ryggen.

»Jeg hader at tabe, også selvom det er en venskabskamp. Jeg vil altid vinde, og det er derfor, jeg er kommet til Barca,« siger Kevin Møller til FC Barcelonas hjemmeside.

Klubben skriver yderligere, at Kevin Møller starter sin træning med klubben den 3. august, hvor han tilslutter sig holdets træningslejr frem mod den kommende sæson.

Også landsholdsfløjen Casper U. Mortensen er i denne sæson skiftet til de spanske mestre. Dermed er der nu i alt tre danskere i FC Barcelona, der også tæller Lasse Andersson foruden de to nytilkomne danskere.