Hun er landsholdsanfører, og…

Nej, undskyld. Hun VAR landsholdsanfører, for denne gang er Stine Jørgensen end ikke en del af den nye landstræner Jesper Jensens første trup. Og den beslutning er hun mildt sagt uenig i.

»Det er ikke på min opfordring. Det er Jespers beslutning. Han må være bedre til at forklare sine grunde. Jeg er træt af det og ked af det,« siger Stine Jørgensen til Jyllands-Posten.

I mere end 10 år har Stine Jørgensen spillet på landsholdet, og i de seneste små fire år har hun tilmed været anfører.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Men lige nu er hun ikke blandt de 20 spillere, som Jesper Jensen anser som det bedste hold til at repræsentere Danmark.

Den beslutning, vidste den nye landstræner nok godt, ville vække opsigt. Og derfor gav han også sin forklaring på at vrage Stine Jørgensen i forbindelse med udtagelsen.

»Stine har gennem de sidste år fået og taget et meget stort ansvar, som har ligget tungt på hendes skuldre. Det har været hårdt for Stine, men har også betydet, at andre på holdet har kunnet gemme sig lidt.«

»Lars og jeg har derfor besluttet, at vi denne gang giver Stine en pause. Både for Stines skyld, men også for at skabe et rum, hvor ansvaret bliver fordelt ud over flere spillere, og hvor flere får mulighed for at byde ind i forhold til at tage et ansvar,« sagde Jesper Jensen tidligere fredag.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er altså den forklaring, som Stine Jørgensen mener, at Jesper Jensen måtte forbedre.

Men det ændrer ikke på, at den 29-årige Odense-spiller ikke er med, når Danmark for corona-tomme tribuner møder Brasilien i to testkampe i slutningen af marts.

Om hun heller ikke er med fremover igen, tøver hun ifølge Jyllands-Posten med at svare på.

»Hm, lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. Jeg tager en dag ad gangen. Vi må se, hvad der sker. Jeg skal lige lande oven på den nyhed. Det er nok bedst for både Jesper og mig. Jeg må i stedet arbejde videre med at blive en bedre håndboldspiller,« siger Stine Jørgensen.