
Sensationelt.
Danmarks rystende EM-nederlag til Portugal stjæler ikke kun overskrifter herhjemme.
For udlandet er nemlig ligeledes i chok over det, der skete tirsdag aften i Boxen, hvor Nikolaj Jacobsens mandskab tabte til portugiserne i et kæmpe drama.
Det viser en hurtig rundtur hos nogle af de største medier i vores nabolande Norge, Sverige og Tyskland.
Eksempelvis hos norske Dagbladet.
Her pryder overskriften 'Dansk håndboldbombe' mediets forside, inden der uddybes:

»Danskerne led et gigantisk knæk på hjemmebane.«
Det samme gør sig gældende hos Aftonbladet i Sverige.
»En stor favorit er faldet,« lyder dommen hos vores svenske naboer.
Også i den store tyske avis Bild bliver der skrevet om Danmarks nederlag.
»Håndboldgigant i chok. Pludselig blev den normalt larmende Jyske Bank Boxen stille,« står der i avisen.
Danmark måtte for første gang i 12 år se sig besejret på hjemmebanen i Herning efter en skidt indsats foran 15.000 tilskuere.
Torsdag venter så mægtige Frankrig i den første mellemrundekamp.
Du kan læse B.T.s dom fra tirsdagens kollaps LIGE HER.
