Ni danskere og én tysker i en Bundesliga-klub er da noget af et syn.
Nok er Flensburg-Handewitt kendt som en danskerglad klub, men i denne sæson bliver det helt vildt.
Syv spillere og to trænere med dansk pas skal få klubben på ret køl efter to fjerdepladser i streg, og trupsammensætningen vækker opsigt i det store tyske medie Bild.
Kun anfører Johannes Golla er tysker, mens Simon Pytlick, Kevin Møller, Mads Mensah, Lukas Jørgensen, Johan Hansen, Emil Jakobsen og Lasse Møller alle kommer fra Danmark. Læg dertil træner Nicolej Krickau og målmandstræner Michael Bruun.
Den administrerende direktør, Holger Glandorf, fortæller, at klubben altid har prioriteret at have et skandinavisk islæt og forklarer danskerinvasionen således:
»Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at Danmark er en af de bedste nationer i håndbold. Med mange spillere, der har et stort potentiale. Det er ikke uden grund, at Danmark er blevet verdensmester tre gange i træk. Der er mange gode spillere i Danmark i øjeblikket.«
Han suppleres af den enlige tysker på banen.
»Der kunne være flere tyskere i tyske klubber. Men nationalitet er ikke vigtig for mig. Det vigtigste er, at holdet passer godt sammen på det personlige plan. Det handler også om kvalitet. Og der er et meget, meget stort udbud i Danmark i øjeblikket.«
På sportsdirektørposten kunne der også have siddet dansker, men legenden Lars Christiansen røg ud af vagten. Han kaldte det mangle på respekt og var godt rystet over udviklingen i klubben – læs historien her.