Ganske vist måtte de danske håndboldkvinder nøjes med VMs tredjeplads. Alligevel endte VM i dansk triumf.

Med den tidligere GOG- og FCK-træner, Morten Soubak, som indpisker på sidelinjen, vandt Brasilien en hæsblæsende og dramatisk VM-finale 22-20 over Serbien, der ellers blev bakket massivt op i Beograds enorme Kombank Arena af knap 20.000 fanatiske tilskuere.

Brasilien indledte kampen bedst. De bragte sig hurtigt foran 3-1 og førte 13-11 ved pausen.

Brasilianerne fortsatte dominansen i anden halvleg, hvor de blandt andet var foran 16-13.

Fem minutter før tid lykkedes det imidlertid for Serbien at udligne til 19-19, og det lignede triumf for hjemmeholdet, da Brasilien ved stillingen 20-20 fik udvist Eduarda Amorim.

Men selvom man var en spiller i undertal, lykkedes det for Morten Soubaks tropper at score to afgørende mål til sidst.

Den brasilianske fløj Alexandra Do Nascimento blev kampens topscorer med seks fuldtræffere.

Det internationale håndboldforbunds egyptiske formand, Hassan Moustafa, roste søndag eftermiddag det brasilianske landshold ved en pressekonference.

- For håndboldsporten er det en milepæl, at Brasilien som det første ikke-europæiske hold har kvalificeret sig til en VM-finale. Jeg er sikker på, at PR-effekten vil være stor i hele Sydamerika. Interessen for håndbold i Brasilien bliver større og større. Det er fantastisk, at 10 mio. brasilianeren i snit har fulgt kvindelandsholdets kampe i tv, sagde Hassan Moustafa.