Daniel Svensson har kæmpet mod døden. Og vundet. Igen.

For anden gang i en alder af blot 34 år har håndboldspilleren besejret en kræftsygdom, og han kæmper nu for at komme tilbage til den sport, han elsker så højt. Svensson har i denne uge taget hul på en benhård opstartsfase sammen med sine holdkammerater i Skjern - men faktisk er han ikke erklæret 100 procent rask endnu.

Det er endnu for tidligt at lave den konklusion, da det blot er 12 dage siden, han afsluttede strålebehandlingen, der var sidste del af et forløb på fem måneder, som han har været igennem for at komme lymfekræften til livs.

Lortesygdommen


Men den tidligere landsholdsspiller indrømmer gerne, at den anden omgang kræft - eller ’lortesygdommen’, som han kalder den - har fået ham til at tænke endnu mere over livets skrøbelighed. Selvom den ubekymrede facon, ligefremheden og den kontante stil, der er hans varemærke, ikke er helt væk.

»Det betyder jo, at jeg tænker, at hvis jeg har ti år mere at leve i, så skal det være de fedeste ti år overhovedet. Og hvis jeg har 20 år, så gælder det samme for dem. Jeg har egentlig været super godt tilfreds med de 34 år, jeg har levet indtil nu. Selvom der er ting, jeg gerne ville have gjort anderledes, har jeg haft det ganske fornøjeligt. For mig handler det om at have det så godt som muligt. Men der vil altid ligge en usikkerhed i baghovedet, og jeg ved jo godt, at der er en risiko for, at jeg ikke har lige så mange år tilbage som andre på min alder. Jeg har spurgt, hvad chancerne er for overlevelse efter fem år, som jo er det, man normalt kigger på, men der findes ikke procenter på det, når det er tilbagefald, så jeg ved det ikke« siger han.

Indlagt 21 dage


»Jeg var indlagt 21 dage på hospitalet i forbindelse med højdosisbehandlingerne, hvor jeg var helt nede og intet orkede; øjnene sved, og jeg havde svært ved at se, når det var lyst, plus jeg havde svær diarré. Det var virkelig en hård omgang. Og jeg fik endda at vide, at på grund af min unge alder og gode kondition kom jeg bedre igennem det end mange andre. Så jeg tør slet ikke tænke på, hvordan andre patienter har haft det. Rent mentalt var det også en stor hjælp for mig, at jeg havde prøvet tingene før. Den her gang vidste jeg, at jeg ville blive syg, træt og udbrændt, når jeg fik kemo. Jeg vidste, hvordan jeg skulle forberede mig på det. Men det er da en frustrerende ting at være rutineret i…«.

Lige her og nu har Daniel Svensson det dog fint. Eller det siger han i hvert fald flere gange. ’Det går super fint, det er så fedt at være tilbage på træningsbanen og bruge min krop og bare give den gas, selvom jeg jo slet ikke kan lave lige så meget som de andre endnu’.

​Ingen medlidenhed


»Hvis du ser på nogle af de andre drenge, så har de haft diskusprolapser, smadrede knæ, brækkede næser, målmænd har haft hjernerystelser, nogle har ribben, som trykker mod deres lunger, fordi de har fået så mange slag… I det store hele er det stadig småting, jeg slås med, og det vil jeg ikke pibe over nu. Men hvis det viser sig, at min krop ikke er i stand til at komme tilbage på et højt niveau, hvor jeg kan spille håndbold og gøre en forskel for mit hold, så vil jeg tillade mig at pibe,« siger Svensson.

Men medlidenhed vil han under ingen omstændigheder have nu. Tingene skal være, som de plejer, for det er det udgangspunkt, han selv har for at vende tilbage til håndboldbanen.