Den tidligere danske håndboldstjerne Rikke Hørlykke har sagt ja til et helt nyt job.

Fremover skal hun nemlig være vært på DR-programmet 'Morgentræning'. Det afslører hun i et opslag på sin Instagram-profil.

'Har endnu en gang fundet min indre Pippi frem og sagt ja tak til noget, som jeg ikke har prøvet før. Coronaudfordringerne har gjort, at mange danskere er blevet begrænset i deres hverdag, og det medfører desværre også mere inaktivitet,' skriver Hørlykke og fortsætter:

'Det vil jeg rigtig gerne være med til at lave om på, så jeg har takket ydmygt ja til at forsøge at inspirere danskerne til mere bevægelse hver dag på DR i programmet 'Morgentræning'.'

Rikke Hørlykke har i sin karriere både vundet EM-guld og OL-guld med det danske landshold.
Rikke Hørlykke har i sin karriere både vundet EM-guld og OL-guld med det danske landshold. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Den 44-årige OL-guldvinder stoppede sin aktive karriere i 2006, men det betyder ikke, at hun ligefrem har brugt al sin tid på sofaen.

Hun har således fortsat med at leve et aktivt liv og har arbejdet med både træning og sundhed.

Alligevel venter der hende nu en helt ny og anderledes udfordring, når hun fremover skal tørne ud som tv-vært.

Hver dag skal hun derfor få pulsen op hjemme i stuerne, mens hun i hvert afsnit har en gæst ved sin side.

DR-programmet har premiere mandag morgen, hvor hun får besøg af tv-værten Felix Smith.