Placeringerne i grundspillet skal i fremtiden afgøre, hvem der får EHF Cup-pladserne i dansk håndbold.

København. Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Divisionsforeningen Håndbold ændrer fra næste sæson vilkårene for kvalifikationen til EHF Cuppen.

Det bliver i fremtiden placeringerne i grundspillet, der får betydning for tildelingen af pladserne i EHF Cuppen i stedet for slutspilsplaceringerne som nu.

Ændringerne skal ske for at give placeringerne i grundspillet større betydning, fortæller Frank Smith, der er chef for turneringsafdelingen i DHF.

- For ikke at gøre grundspillet til en lang kvalifikation til slutspillet har vi arbejdet på en løsning, hvor grundspillet får større betydning end nu, siger Frank Smith til forbundets hjemmeside.

- Der er vi landet på en model, hvor Champions League-pladserne fordeles som hidtil, men EHF Cup-pladserne fordeles på baggrund af slutplaceringen i grundspillet, siger han.

Fra og med sæsonen 2017/18 vil holdene i både herrernes og kvindernes liga derfor skulle skele til placeringerne i grundspillet, når det kommer til fordelingen af EHF Cup-pladser.

I indeværende sæson er det de bedst placerede hold i slutspillet - som ikke opnår kvalifikation til Champions League - der snupper EHF Cup-billetterne.

Thomas Christensen, der er direktør i Divisionsforeningen Håndbold, er glad for ændringen.

- Det har længe været et ønske fra klubberne, at det lange, seje træk, som grundspillet jo er, også bliver belønnet.

- Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu har fundet en løsning, der imødekommer dette ønske, forklarer Thomas Christensen.

/ritzau/