Dansk Håndbold Nord, Syd, Midt og Øst hedder de fire nye regioner under Dansk Håndbold Forbund

Strukturen i dansk håndbold har fået en makeover.

Fra 1. juli vil der under Dansk Håndbold Forbund (DHF) være fire regioner kaldet Dansk Håndbold Nord, Dansk Håndbold Syd, Dansk Håndbold Midt og Dansk Håndbold Øst.

Det står klart efter et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, skriver DHF på sin hjemmeside.

Samtidig med oprettelsen af de nye regioner sløjfes den nuværende struktur bestående af Jydsk og Fyns Håndbold Forbund samt de underlæggende kredse, distrikter og bestyrelser.

Håndbold Region Øst består, men får nyt navn og nye vedtægter.

- For selv om vi i manges og egne øjne synes stærke med landsholdsmedaljer, talenter på vej og sammenlagt 100.000 håndboldspillere, er vi så klar nok på fremtiden? spørger DHF-formand Morten Stig Christensen på forbundets hjemmeside.

- Er vi stærke nok i en fremtid, hvor konkurrencen om danskernes fritid er hårdere, hvor frivilligheden er under pres, hvor vi så svaghederne i egen organisation, da en pandemi som covid ramte hele verden?

- Svaret er et entydigt nej og løsningen et entydigt ja til en mere fleksibel, simpel og stærkere samarbejdende struktur på tværs af hele landet med et stort fælles ønske om at fremtidssikre håndbolden, forklarer han.

/ritzau/