Portugals håndboldherrer kom torsdag aften ned på jorden igen efter den overraskende sejr over Danmark ved EM.

Det endte med en tysk sejr på 32-30 i den første kamp i mellemrunden, og Portugals spillere og træner var rasende efter slutfløjtet i Boxen i Herning.

Portugiserne følte sig bortdømt efter det smalle nederlag. Selve nederlaget kunne portugiserne ikke brokke sig over, men de var utilfredse med tyskernes sidste og kontroversielle scoring i de døende sekunder.

Her mente portugiserne, at der var tyske spillere inde på Portugals banehalvdel, inden at dommerne havde sat spillet i gang.

- Problemet var, at ingen tyskere må være på vores halvdel, før dommerne har fløjtet. En tysk spiller var ved vores nimeterlinje, siger Rui Silva til TV 2 Sport.

Paulo Pereira, der er landstræner for Portugal, delte også utilfredsheden med den sidste scoring efter kampen.

- Minimum én spiller var på den anden side, da han fløjtede. Det var en fejl. Han skulle have stoppet spillet og sat det i gang igen. De scorede et ureglementeret mål, siger træneren til TV 2 Sport.

De portugisiske frustrationer hænger sammen med målforskellen, der kan komme i spil, hvis flere hold ender med samme pointantal.

Portugal vandt tirsdag med to mål over Danmark. Havde portugiserne blot tabt kampen med et mål til Tyskland, ville de være sikre på ikke at være dårligst indbyrdes, hvis Tyskland, Portugal og Danmark får lige mange point i mellemrunden.

- Vi ved aldrig, om vi kommer til at mangle det mål. Hvis Danmark slår Tyskland, er vi lige, siger Paulo Pereira.

Portugal fulgte med tyskerne frem til stillingen 19-19, men derfra var tyskerne hele tiden et eller to mål foran.

12 sekunder før tid reducerede Portugals Martim Costa til 30-31, men tyske Renārs Uščins nåede at få scoret en gang mere i den hektiske slutfase.

Danmark skal senere torsdag møde Frankrig i de to holds første kamp i mellemrunden.

/ritzau/