Han kan nu kalde sig dobbelt verdensmester – men søndagens finale mod Sverige udviklede sig langtfra, som Lasse Svan Hansen havde håbet på.

Den rutinerede højrefløjs kamp varede nemlig kun 10 minutter, så måtte han lægge sig skadet om bag den danske bænk.

»Det var sgu lidt op ad bakke. Jeg får bolden inde på stregen efter 10 minutters tid, og der kunne jeg mærke noget i læggen, og så løber jeg hjem og kan mærke det lidt mere. Så tager jeg et angreb mere, hvor jeg igen løber en overgang, og da jeg så sætter fra, sætter forstrækningen sig endeligt i mit venstre ben,« fortalte Lasse Svan til B.T. efter kampen.

»For hvert skridt jeg tager, bliver det værre og værre. Der var ingen tvivl. Anja (landsholdets fysioterapeut, red.) sagde det også med det samme, da hun fingre i benet – 'Du har en fibersprængning'.«

Denmark's right winger Lasse Svan jumps to shoot during the 2021 World Men's Handball Championship between Group II teams Denmark and Qatar at the Cairo Stadium Sports Hall in the Egyptian capital on January 21, 2021. (Photo by Anne-Christine POUJOULAT / POOL / AFP)
Denmark's right winger Lasse Svan jumps to shoot during the 2021 World Men's Handball Championship between Group II teams Denmark and Qatar at the Cairo Stadium Sports Hall in the Egyptian capital on January 21, 2021. (Photo by Anne-Christine POUJOULAT / POOL / AFP) ANNE-CHRISTINE POUJOULAT

»Havde vi tabt kampen, havde jeg været fuldstændig ødelagt. Lige nu er jeg bare lykkelig for, at det gik alligevel. Jeg er ligeglad med, hvem der laver målene – bare vi vinder kampene.«

Men selv om humøret var helt i bund, hankede Lasse Svan op i sig selv og hjalp til med at råbe holdkammeraterne frem til VM-triumf.

»Det var meget, meget tungt. Men altså, det nyttede heller ikke noget, at jeg sad og hang med hovedet og trak energien ud af alle de andre.«

»Så for mit vedkommende handlede det bare om at bakke de andre op, så godt som jeg overhovedet kunne. Og så var det bare meget, meget nervepirrende,« fortalte Lasse Svan – nu dobbelt verdensmester.