Med kniven for struben pillede håndboldkvinderne pynten af de franske verdensmestre og er videre ved VM.

Ydmygelsen er afblæst og fiaskoen afværget.

Det danske kvindelandshold er klar til mellemrunden ved VM i håndbold efter en sejr over de franske verdensmestre i en ren gyser.

Danskerne vandt med 20-18 og skal nu møde Norge, Holland og Serbien i mellemrunden, mens de succesvante franskmænd er ude af turneringen.

Et betonforsvar foran den på ny storspillende Sandra Toft var nøglen til triumfen, som landstræner Klavs Bruun Jørgensen og hans spillere har grund til at være stolte af.

Helt som forventet blev det en rigtig nervekamp mellem to af håndboldens traditionelle stormagter, der ikke er vant til at være under så stort pres så tidligt i en turnering.

Det gik ud over spilkvaliteten, men den hakkende rytme blev til gengæld opvejet af spændingen, der nærmest drev ned ad væggene i hallen i Kumamoto.

De engang så skræmmende franskmænd var offensivt helt fra snøvsen i store perioder.

Boldene blev smidt væk på stribe, og afslutningerne var uden præcision, mens Sandra Toft noterede sig for den ene redning efter den anden.

Verdensmestrene lavede kun to mål i det første kvarter, og de lave pausecifre på 9-7 til Danmark fortæller alt om, hvad det var for en kamp, publikum blev budt.

Også danskerne havde store vanskeligheder ved at spille sig igennem den franske bagkæde, der trods alt stadig holder et højt niveau.

Lotte Grigel sled for at finde mikroskopiske åbninger, men de var svære at få øje på, og franskmændene var klar over, at den lille playmaker sjældent søger sin egen chance.

Efter pausen var der facon over angrebsspillet med Stine Jørgensen som playmaker mellem Anne Mette Hansen og Louise Burgaard.

Danmark bevarede initiativet, og især Stine Jørgensen spillede med større beslutsomhed end tidligere i turneringen.

Med godt ti minutter igen hamrede anføreren Danmark foran med 16-12, den første danske firemålsføring i kampen, og panikken begyndte at brede sig hos de franske favoritter.

Efter en timeout blev der dog strammet op, og fire minutter før tid var spændingen tilbage, da Alexandra Lacrabère reducerede til 16-17.

Uafgjort ville være nok for Frankrig, og det var kritisk, da Sarah Iversen blev udvist to minutter før tid.

Men en hammer af et mål af Anne Mette Hansen gjorde det til 19-17, og det var samme Hansen, der tiltvang sig et straffekast efter Frankrigs reducering.

Stine Jørgensen afgjorde forestillingen fra syv meter, og Danmark er dermed klar til mellemrunden. Holdet spiller næste gang på søndag mod Norge.

/ritzau/