I otte VM-slutrunder i træk er værtsnationen minimum nået i semifinalen. Nu står Danmark i vejen for Egypten.

Når håndboldlandsholdet møder Egypten i VM-kvartfinalen onsdag aften, bliver det ikke blot en kamp mod en velmotiveret og stærk modstander. Det bliver også en kamp mod traditionerne.

For hvis Danmark skal videre til medaljekampene i weekenden, skal holdet bryde en lang stime af succes for VM-værterne. I de seneste otte VM-slutrunder på stribe er værtsnationen nået mindst til semifinalen.

En del af forklaringen er selvfølgelig, at det ofte er store håndboldnationer, der arrangerer VM. Men også outsidere som Qatar og Tunesien har klaret sig flot, hvilket blot understreger, at hjemmebanefordelen i håndbold er enorm.

- Som hjemmehold er man i vante omgivelser, og man får den mad, man er vant til, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

- Normalt får værterne selvfølgelig også en kolossal opbakning fra hjemmepublikum og får ofte de berømte små dommerkendelser, der går den rigtige vej på de rigtige tidspunkter, forklarer han.

Netop medløbet fra et brusende menneskehav på tribunerne må egypterne undvære denne gang.

Godt nok har det vakt opsigt, at der som regel sidder et halvt hundrede hujende mennesker på tilskuerpladserne i Egyptens kampe ved det ellers tilskuerløse VM.

Men det er meget langt fra de mange tusinde tilskuere, som i en coronafri verden ville have sørget for et inferno under kampene.

- Jeg ved ikke, hvor meget hjemmebanefordel, de får, når der ikke er tilskuere, siger spilstyreren Morten Olsen.

- I forhold til, hvad det kunne have været, frygter jeg det ikke så meget. Men som hjemmehold kender egypterne forholdene, og de får nok heller ikke ondt i maven af maden. Så de har stadig en fordel, mener han.

Selv om det er 22 år, siden Danmark sidst tabte en kamp til Egypten, skal man tage onsdagens modstander alvorligt.

Ved VM for to år siden havde danskerne det længe svært mod de bevægelige nordafrikanere, der givetvis er blevet stærkere siden dengang.

- De spiller på hjemmebane, og selv om det ikke bliver foran 20.000 ellevilde egyptere, så ved vi, at de kommer med alt, hvad de har, siger Mikkel Hansen.

- Det bliver en svær kamp, men det er jo sådan nogle, man drømmer om at spille.

Kvartfinalen begynder klokken 17.30.

/ritzau/