De danske håndboldkvinder var Serbien overlegne og tog flot revanche for åbningsnederlaget til Slovenien.

Danmarks håndboldkvinder tog en flot revanche for EM-åbningsnederlaget til Slovenien, da Serbien søndag blev slået med 34-21.

Da Sverige kort forinden havde vundet over Slovenien, kunne søndagens resultater ikke have maget sig meget bedre for de danske VM-bronzevindere.

Slår Jesper Jensens tropper Sverige tirsdag, så kommer Danmark videre med fire point, hvis Serbien samtidig slår Slovenien.

Danmark, Sverige og Slovenien kommer alle over med to point, hvis Slovenien slår Serbien. Forudsat at Danmark slår Sverige.

Med blot et par hundrede tilskuere på lægterne kunne de 35-40 unge mennesker fra Københavns Idrætsefterskole klædt i rødt bag det ene mål let trænge igennem til de danske spillere.

Kampen fik en dramatisk start, da Serbiens venstrefløj Sanja Radosavljevic på første angreb skød Sandra Toft direkte i ansigtet. Toft kom dog på højkant igen.

Da kampen for alvor kom i gang, var det med Danmark i teten. Angrebsmæssigt blev der hurtigt fundet løsninger til at få spredt det serbiske forsvar ud, så skytterne kunne få noget plads.

Samtidig var der også god succes i kontraspillet – både i første og anden bølge.

Forsvaret havde også godt fat i serberne, som havde svært ved at komme til åbne chancer. Kathrine Heindahl leverede en fremragende indsats i midten og var også træfsikker fra stregen i den anden ende.

Et par gedigne serbiske riv fra distancen og nogle mål fra fløjene var eneste grund til, at den danske føring ikke hurtigere voksede sig stor.

Fem minutter fra pause var danskerne i front med 14-9. Serberne havde store problemer med at skabe noget i angrebet selv i overtal, som de ellers fik chancen for et par gange i halvlegens slutning.

Da Mie Højlund i sidste sekund steg op og smed bolden i nettet, gav det danskerne en solid pauseføring på 18-11.

Føringen gav Jesper Jensen lejlighed til at spare nogle af profilerne og samtidig få spillet nogle nye ind i turneringen.

Elma Halilcevic kom ind på venstre fløj, mens Michala Møller også fik sine første minutter. Simone Petersen var heller ikke længere kun i spil til overtalssituationer, og Andrea Hansen fik også sine første minutter.

Det gav indledningsvist lidt færre fejl i angrebet, men efter ti minutter var det rettet til, og føringen blev udbygget stille og roligt.

På trods af at Danmark fortsat løb ind i nogle udvisninger, var der så godt styr på kampen og angrebsspillet, at Serbien aldrig fik tændt et håb om et stort comeback.

Danmark var ganske enkelt et niveau over serberne, som i begge ender af banen blev udspillet gennem hele kampen.

/ritzau/

Du kan genopleve kampen i LIVE-bloggen her: